MUSIKANMELDELSE Den prisbelønnede, dansk-norske forfatter, Lars Saabye Christensen, er kendt for sine romaner. Men han har også en poetisk åre, og den kommer for eksempel til udtryk ved, at han igennem mange år har skrevet digte, når han ensomt har siddet på hotelværelser rundt om i verden. Digtene har han sendt til forfatterkollegaen, komponisten og pianisten, Ketil Bjørnstad med slet skjulte opfordringer om at skrive musik dertil, og nu har Bjørnstad så kvitteret med A Suite of Poems. På albummet hører man 13 af Saabye Christensens hoteldigte omsat til sang og musik. Teksterne er engelsksprogede og eksistentielle og kompositionerne ret enkle. Bjørnstad forløser selv kompositionerne ved klaveret, og han flankeres af skuespilleren, Anneli Drecker, der synger. Drecker har en fortid som forsanger i popgruppen, Bel Canto, så selv hun er et etableret navn, og alligevel vil jeg sige, at netop hendes vokal trækker projektets kvalitet nedad. Dreckers klang og vokale spændvidde er simpelthen for begrænset, og det gør aflytningen enerverende, resultatet trivielt. Og det er ærgerligt, især når man – som i nummeret Palace, Copenhagen – hører ansatsen til noget mesterligt.
**** / ECM Records / 55 min.