MUSIKANMELDELSE Hun er klassisk uddannet, men især kendt for sit virke på den amerikanske jazzscene, hvor hun har markeret sig som et ekstraordinært talent og fortjent modtaget et hav af hædersbevisninger, anmelderroser, priser og fellowships. Den New York-baserede fløjtenist og saxofonist, Jamie Baum, har da også med sin septet + og sit nye (sjette) album, Bridges, skabt endnu et usædvanligt univers, der det ene øjeblik minder om uforudsigelig og kompleks avantgarde, det andet øjeblik om sfærisk, luftig og prøvende klassicisme. Teksturen er konstant varm, tilgangen konstant virtuos. Og så er der på enkelte skæringer iboende elementer af indisk musik og rytmik (bl.a. takket være albummets special guest: Navin Chettri), og dét farver så at sige helhedsoplevelsen, der bliver mangfoldig og mange facetteret – selv om blæserne helt gennemgående er dominerende i lydbilledet.
**** / Sunnyside Communications / 60 min.