MUSIKANMELDELSE South Wind åbner med musik, der uvilkårligt sender tankerne i retningen af et bigband på syre. Musikken på albummet muterer efter få minutter og sender derefter tankerne i retningen af en drones hastigt roterende propeller eller en gulvafslibers hastigt roterende sandpapir – musikken bliver som ét farligt hvæs, som man bare må holde nallerne fra, hvis man har dem kær. Hele albummet er freejazz af den mest avantgardistisk, komplekse slags. Musikken er overraskende og brutal. Og for alle andre end romantikerne og nostalgikerne. Den er benhård og samtidig meget, meget vanskelig tilgængelig, men netop derved også et godt vidnesbyrd om, hvor radikal den japanske jazzpianist og –komponist, Satoko Fujii, er. Kvinden, der i år fejrer sin 60-års dag med en række udgivelser, gør igen-igen opmærksom på sin særegne position indenfor jazzens avantgardistiske førsteklasse. For undertegnede er hendes bigbandmusik dog af en lidt for nervepirrende karakter. Den er ikke antydningsvist formildende, ikke på noget tidspunkt beroligende, men konstant krævende i enhver forstand. Og det er både dens svaghed og styrke.
*** / Libra Records / 67 min.