Det er et fascinerende debutalbum, den canadiske trommeslager, Robert Diack, her sender på gaden. På albummet mikser han med overbevisende pondus flere forskellige genrer: Efter få sekunders aflytning tænker man, at det er postrock, canadieren bringer til torvs, men snart dukker der også repetitive, elektroniske rytmer op og snart elementer af både moderne jazz og post-bop. Men vel at mærke ikke på nogen forvirrende eller genstridig måde. Tværtimod. Det hele virker meget gennemtænkt og gennemarbejdet og solidt funderet på såvel et teknisk som kunstnerisk sikkert grundlag. Det er det, der gør debuten så overbevisende. Skæring nummer fem, Lacuna, er et fint, nedtonet og enkelt stykke moderne jazzmusik, som i sig selv påkalder sig opmærksomhed, men når det sættes i relief af de mere hårdtslående omgivelser – numre som rockede Sap og industrielle Pluterperfect – træder det pludselig mere frem i lyset i al elegance. Det samme gør en skæring som Idyll, der må betegnes som et af albummets mest helstøbte numre. Alt i alt er albummet overrumplende stærkt.

****  /  Eget selskab  /  38 min.