Canadiske Heavyweight Brass Band fra Toronto henter ikke overraskende sin inspiration i amerikanske New Orleans, hvor det nyeste album også er indspillet. This City er således resultatet af orkesterets pilgrimsrejse til sydstatsbyen, der om nogen har skabt grundlaget for den form for swingjazz, der typisk betegnes som brass band-musik, og som i hvert fald danner grundlag for orkesterets musik. Problemet er bare, at musikken på This City er forudsigelig, konventionel og konformt traditionel. Dét er både dens styrke og svaghed. Musikken er tro overfor swingjazztraditionen, men bringer intet nyt til torvs. Derfor forbliver den, for mig at se, lettere uinteressant. Teknisk er den i orden, men kunstnerisk tager den ikke livtag med andre vinkler, nye muligheder. Derfor kommer albummet som helhed til at fremstå som endnu en mursten i en stor væg: Den er fint afstemt kuløren på al den anden brændte ler, men ikke i sig selv bemærkelsesværdig. At musikerne i det canadiske brass band så hver for sig er kompetente, gør ingen forskel. Solen har på deres pilgrimsrejse brændt dem som alle andre.
*** / LulaWorld Records / 28 min.