Schweiziske Andreas Schaerer er en usædvanlig kunstner. Han er egentlig ikke musiker, egentlig ikke sanger. Men, måske noget midt imellem. Han bruger i hvert fald sin ordløse sangstemme som instrument, når han sammen med sit orkester fremelsker en særegen form for musik, hvor vokaljazzen støder ind i neo-folk-rocken og dennes forbindelser til reggaen og den afrikanske og latinske rytmik. Som mesteren, Bobby McFerrin, boltrer Schaerer sig ubesværet i det vide stemmehav og det med en præcision og retningssans, der gør, at man i momenter glemmer, at det rent faktisk er et menneskes stemme, man hører forrest i lydbilledet, og ikke eksempelvis et blæseinstrument. Schaerer akkompagneres af Luciano Biondini på accordeon, Kalle Kalima på guitar og Lucas Niggli på trommer, og dén konstellation skaber i sandhed et usædvanligt soundscape. Især et hæsblæsende nummer som Causa Danzante imponerer. Men alt er innovativt, grænsesøgende (uden at være grænseløst) og dynamisk. Og derfor aftvinger albummet respekt.

****  /  ACT Music  /  45 min.