For 2 Akis er den japanske jazztrommeslagers første album på legendariske ECM. Og vel at mærke et album, der matcher den lyriske tilgang til den moderne, ofte sfæriske form for jazz, som selskabets tyske grundlægger, Manfred Eicher (som også har produceret albummet), igennem årtier har produceret og udgivet. I dette tilfælde er det musik, der er lettere melankolsk og smukt cisseleret. Shinya Fukomoris trio, som i øvrigt består af den tyske pianist, Walter Lang, og den franske tenorsaxofonist, Matthieu Bordenave, spiller en gribende, sart og sensitiv form for kammerjazz – på baggrund af et overvejende japansk materiale og altså en tysk produktion. Den japansk ledede trio og produceren har sammen formået at fremelske en særlig klang i musikken, og den præger hele albummet på den smukkeste, mest dragende vis. Klangen finder man f.eks. i de tårefremkaldende ballader, Ai San San og For 2 Akis. Sidstnævnte er Fukumoris egen komposition, og den viser med al ønskelig tydelighed, at trommeslageren også er en solid komponist. Albummet er således i enhver forstand virkelig vellykket og helstøbt.
***** / ECM Records / 52 min.