Den schweiziske jazzsaxofonist, Nicolas Masson, har tidligere udgivet to album på legendariske ECM – album med kooperative Third Reel. Men med sin egen, godt sammenspillede kvartet – der i øvrigt består af pianisten Colin Vallon, bassisten Patrice Moret og trommeslageren Lionel Friedli – og det nye album, Travelers, tager han alligevel et skridt op ad kvalitetens rangstige. Materialet har han selv skrevet, og det kan vel nærmest betegnes som skiftende musikalske landskaber – subtile, smukke og sfæriske udsigter – alle af stor skønhed. Vallon, Moret og Freidli skaber således et sikkert fundament i musikken og herpå danser Masson med sin imponerende, rene tone – blidt, virtuost, forførende. Det hele er elegant, bevægende og vemodigt. Og – tror jeg – inspireret af Jan Garbareks mere stilfærdige soundscapes. Enkelte passager er ekspressive, men de fleste stilfærdigt søgende og dog melodisk sikre. Travellers er et album, jeg kommer til at værne om. Et album, jeg igen og igen vil tage frem og lytte til. For så stilsikkert og kunstnerisk overskudsbetonet er det, at det vil stå distancen og selv om ti og tyve år være lytteværdigt og nutidigt.
***** / ECM Records / 50 min.