Har man hørt Kira Skovs og Maria Faust’s fremragende album fra sidste år, In The Beginning, vil man nikke genkendende til lydbilledet på Maria Faust’s nye album, Machina. Den estiske danskers nye lydlandskab er som i helt naturlig forlængelse af In The Beginning – det er sammensat og mørkt, ikke umiddelbart tillokkende, men ved nærmere aflytning alligevel dragende – selv om man altså trækkes ned noget, der minder om en mørk malstrøm. Musikken er som rytmisk – til tider næsten maskinel støj – kombineret med elementer af traditionel, akustisk musik, moderne, minimalistisk partiturmusik og kompleks, mange facetteret improvisationsjazz. Det er ikke jazz, ikke pop, ikke folk, ikke klassisk, ikke en afgrænset genre, men et helt særegent, uforudsigeligt, næsten truende lydlandskab, som kunne danne grundlag for en film om undertrykkelse eller rædsel. Af den fascinerende slags. Nummeret, Medusa, er i min optik klart albummets bedste, og dét der mest af alle sender tankerne retur til sidste års begyndelse.

****  /  Stunt Records  /  40 min.