Trommeslageren og percussionisten, Diego Pinera, kommer oprindeligt fra Uruguay, men han har igennem 17-18 år næsten konstant befundet sig andre steder på kloden – og det i kraft af hans interesse for jazzen, der jo som bekendt udgår fra USA og trives så fint i eksempelvis Europa. Med sit nye album på tyske ACT vender Pinera imidlertid snuden hjem, idet han stikker den i gryden med den traditionelle uruguayanske, argentinske og cubanske musik (han har studeret i Cuba), og så revitaliserer han ellers musikken med sine trommer, sin percussion og sine steeldrums – og sine eminente sidemen (en blandet skare fra Latinamerika og Europa) og i øvrigt sin egen jazzforbundethed. Materialet er nøje udvalgt – skrevet af blandt andre Gato Barbieri (Last Tango in Paris) og Ernesto Lecuona (La Comparsa), men også af Sonny Rollins (St. Thomas) og Duke Ellington (Caravan). Uanset ophav, så swinger musikken med en fascinerende sanselighed, et ”latin touch”, en åbenlys fornemmelse for rytmik og åben stilistik.
**** / ACT Music / 45 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES