Jeg er uvidende om udviklingen indenfor teknologi til scenebelysning, men shit! Lyssætningen i Forum tirsdag aften til koncerten med britiske alt-J var fantastisk. Og visuelt magnetisk. Den var faktisk så magnetisk fascinerende, at det var svært for orkesteret at hamle op med den – rent musisk. Der var projektører i loftet – rettet mod scenen og mod publikum. Der var bevægelige projektører på hver side af scenen. Og bag scenen. Der var små lysdioder i tusindvis på en bagvæg, der kunne blive som en variation af lystæpper og signaler bag musikerne. Og endelig var der meterhøje lysstænger på scenen – stænger, der så at sige indrammede de tre musikeres respektive pladser på scenen. Og som skabte dybde midt i det levende lyshav.
De tre ”pladser” på scenen blev indtaget af forsanger og guitarist Joe Newman og hans venner fra Leeds – Thom Sonny Green på trommer og Gus Unger-Hamilton på keys og vokal. Og de åbnede koncerten i lyshavet med numrene Deadcrush, Fitzpleasure og Something Good – numre, der alle har det tilfælles, at de indrammer alt-J’s sammensatte musikstil: et miks af dubifiseret pop, progressiv indie-rock og semielektronisk neofolk – musik med skæve toner, komplekse arrangementer og krævende vokalpartier.
Mange blandt publikum var åbenlyst fortrolige med alt-J’s skæve og komplekse og krævende udtryk. Mange sang således henført med. Blandt andet på store hits som In Cold Blood, Tesselate og Matilda. Numre, der – trods kompleksiteter og skævheder – har stået stor hype omkring, og som i Forum blev pakket eminent godt ind i det magnetiske lyshav. Og et fint afbalanceret lydbillede.
Men selv havde jeg det ambivalent med de tre orkestermedlemmers faste pladser i lyshavet. På den ene side blev de med disse faste pladser (de trådte maksimalt ét skridt væk fra mærkerne på scenegulvet) en integreret del af lyset og skyggerne – så at sige en del af den store fortælling. Med deres faste pladser formåede de endda at samle fokus omkring musikken og sangen. Men hele deres sceneoptræden blev også lidt stiv – sådan som den især blandt elektroniske musikere kan blive det. Lidt fabriksagtig: ”her står jeg på min plads ved samlebåndet”. Og det var altså som om netop dét låste totaloplevelsen. Som om variationerne i den store fortælling mest af alt kom fra lysshowet, som dermed var faretruende tæt på at løbe med opmærksomheden.
Ikke desto mindre var alt-J’s optræden i Forum fascinerende – med al det skæve, komplekse og krævende.
**** / Koncert også anmeldt i musikmagasinet gaffa.dk