Den canadiske jazztrommeslager, Ilios Steryannis, bevæger sig med sit Bethany Project ud i grænselande. Hans vidtfavnende, meget varierede, moderne form for jazz grænser sine steder op imod den vestafrikanske rytmik, sine steder op imod den afro-cubanske ditto og atter andre steder op imod de stilarter, man finder i landene omkring Middelhavet. Steryannis har på Bethany Project allieret sig med otte andre musikere, og man fristes til at tænke, at det er i kraft af alliancen med nogle af disse, at de fremmedartede impulser har sneget sig ind i hans musik. Albummet har mange teksturer, afspejler mange stemninger, men har et element af post bop som udgangspunkt. Selv finder jeg dog størst fornøjelse i det mest afrikaniserede nummer, Mombasa Lisa, og i det det mest mellemøstligt inspirerede nummer, Florina. I begge numre sendes man som lytter ud på eksotiske drømmerejser af de ni dygtige musikere, som alle bidrager med en tilsyneladende lethed. Sidstnævnte nummer sender endog tankerne i retningen af Joe Zawinuls komplekse, musiske univers.
**** / Eget selskab / 57 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES