August Rosenbaum er først og fremmest jazzpianist, vil jeg mene. Men han er også meget andet og mere: en vidtfavnende multiinstrumentalist, arrangør og komponist, som bl.a. har været ’music director’ for Quadron, arrangør for MØ og sideman for Rhye. Med andre ord: August Rosenbaum har mange talenter. Det er f.eks. derfor, han for et tidligere solo-album har modtaget en DMA og i øvrigt har været shortlistet til flere andre musikpriser – bl.a. Steppeulv-prisen og Nordic Music Prize. Vista, hans nye soloalbum, er – med hans egne ord – ’a score in search of a movie’. Og dét tænker man rent faktisk, når man lytter til albummet: hvert eneste nummer fremstår som en uopfordret ansøgning til alverdens filmproducenter. Numrene har det filmisk, stemningsmættede i sig, det dragende og iørefaldende, det enkle og samtidig mange facetterede, som kunne og burde åbne dørene til filmbranchen – fordi man kan se billeder for sig. Numrene tager så godt som alle afsæt i et miks af jazz, pop og electronica, og alle har de noget tilbageskuende, næsten nostalgisk 70er-agtigt over sig. Og dét skyldes bl.a. produceren Robin Hannibal, som også har arbejdet med artister som Little Dragon og Kendrick Lamar. Vista er – både takket være Rosenbaum og Hannibal – fokuseret.
**** / Tambourhinoceros / 43 min. / Også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk