Hun er af walisisk afstamning, og Tro (walisisk for ”vend” eller ”drej”) er hendes første store album i eget navn. Men hvilket et! Man skal ikke høre mange strofer, før man forstår, hvorfor hun i sit lille hjemland betragtes som en stor kunstner – eller før man forstår, hvorfor Tro lanceres som et stort album. Gwyneth Glyn er soleklart et vokalt talent og ikke bare det. Hun er lige så soleklart et talent udi sangskrivning og komposition. Hun har en solid akademisk uddannelse i teologi og filosofi fra Oxford University, har i årevis arbejdet med dramatik og teater og sideløbende haft en musisk karriere som forsanger i de to folk-/americana-orkestre, Coca Rosa og The Dirty Cousins. Men – som solist – går hun altså nye, fascinerende veje – om end man fornemmer hendes vidtfavnende (selv)indsigt og udsyn. Vel tager hun afsæt i sit eget sprog, i sin egen kulturbaggrund og i sin egen musikalske bagage, men i instrumentering, komposition og sangskrivning tilfører hun nye ingredienser, nye farver, ny poesi. Med ærlige, dybfølte tekster og brugen af bl.a. kora og steel-guitar tilføjes den helt enkle og fortrinsvis kammermusiske folk nye dimensioner, som gør Tro til det store album, det lanceres som.
**** / ARC Music / 49 min.