Den tyske jazzbassist, Dieter Ilg, har tidligere fordybet sig i, omarrangeret og revitaliseret klassiske kompositioner af blandt andre Beethoven, Wagner og Verdi til og med sin jazztrio. Og med det nye album, B-A-C-H, tager han og trioen så fat i – ja, Bach. Sammen med pianisten Rainer Böhm og trommeslageren Patrice Héral ”forgriber” Dieter Ilg sig således i dele af Bachs Goldberg Variationen, i nogle af Bachs præludier – blandt andet fra Das Wohltemperierte Klavier – og i nogle af hans overturer, koncerter og suiter. Og det er selvfølgelig ”helligt land”, den tyske jazzbassist dermed betræder. Jeg forestiller mig jo selv, at han kun kan reducere mesterværkerne ved at omgøre dem. Men jeg må også tilstå, at jeg – efter endt aflytning – tager hatten af for den ægthed og nerve, der kendetegner det endelige resultat. Jazztrioen revitaliserer reelt Bachs musik og tydeliggør i virkeligheden, hvor tæt forbundet de klassiske kompositioner og den moderne jazz er eller kan være. Selvfølgelig har Dieter Ilg gjort sit forarbejde godt, selvfølgelig er Bachs værker mesterværker, men Dieter Ilg Trios bearbejdelse er alligevel overraskende bemærkelsesværdig, gribende og konsistent.
**** / ACT Music / 52 min.