Den norske jazzpianist, Bugge Wesseltoft, er en stor musiker, der åbenlyst er optaget af andet og mere end den jazz og nujazz, han selv har skabt, serviceret og promoveret. Han er åbenlyst også optaget af den klassiske musik og af den poprock, der har farvet vi voksnes ungdom. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af albummet, Everybody Loves Angels, hvorpå Wesseltoft tager livtag med klassiske komponister som Weyse og Bach og med poprocksnedkere som Paul Simon, Cat Stevens og Bob Dylan og endog med hardcorerocksnedkere som Jimi Hendrix og Mick Jagger / Keith Richard. Albummets titel er en metafor for den ro og enkle vægtløshed, som soloklaveret fremmaner – uanset komposition. For ro, enkelhed og naturlig vægtløshed er virkelig kendetegnende for Everybody Loves Angels. På sin vis kan man sige, at Bugge Wesseltoft med musikken på albummet viderefører ”The New Conception Of Jazz”, som han skabte med sit label, Jazzland, der revolutionerede og mere eller mindre lagde fundamentet for det, man i dag kalder nujazz. Dén musik, som nok havde stærke elektroniske elementer, byggede også på et transparent klaverspil, en tidløst, ny stil, som man genkender på dette nye, helt igennem akustiske album på ACT. Musikken er åben og dog groundet.
**** / ACT Music / 56 min.