BOGANMELDELSE Michael Enggaard er kulturjournalist, har før som ghostwriter skrevet en biografisk bog om bokseren Mikkel Kessler og debuterer nu som romanforfatter – med en på mange måder veloplagt fortælling om et hårdkogt boksemiljø på Vesterbro.

Romanen indledes med to fortællinger, der efterhånden løber sammen – en fortælling om Frank, der tidligt har stoppet en ellers lovende karriere som bokser, og som nu ernærer sig som plademekaniker og automaler på Enghavevej – og en fortælling om Ellen, der har mistet et barn, er blevet skilt, og som nu forsøger at stable en helt ny tilværelse på benene som hjemmesygeplejerske på Vesterbro, samtidig med at hun forsøger at etablere sig som statist på Det Kgl. Teater.

De tos fortællinger flettes sammen, da Franks far, som er tidligere boksetræner, kommer til skade i en ulykke og som følge heraf får brug for pleje – en pleje som Ellen varetager. I umiddelbar forbindelse med ulykken erfarer Frank, at hans far, som nu arbejder i Ikea, illegalt har handlet med cigaretter. En gæld knyttet til denne handel overføres af (indledningsvist) ansigtsløse kriminelle til Frank, hvorfor Frank finder anledning til at gå på opdagelse i faderens liv. Det viser sig, at faderen har etableret den illegale handel – ved siden af sit konventionelle arbejde – for at skaffe penge til en nu voksen, retarderet søn – en bror, som Frank intet kender til. Dét er den ene ting. Den anden nok så væsentlige ting er, at gælden viser sig at vedrøre en rivaliserende boksefamilie, for hvem kriminalitet er normen. Det var en rival fra den familie, der med en kontroversiel sejr i en boksekamp for år tilbage var den direkte årsag til, at den ellers så talentfulde Frank valgte at stoppe sin karriere.

Det ville ikke være overraskende, hvis forfatteren førte de to fortællinger sammen i en happy end. Det gør han da også, men heldigvis ikke på en klichéfyldt måde. Michael Enggard vælger snarere at fokusere på Franks og Ellens respektive kampe med deres respektive dæmoner. Og det er kampe, der naturligt fører dem sammen. Uden at mødet udvikler sig til et sammenrend af klichéer.

Klichéer er der til gengæld mange af i den debuterende romanforfatters sprog. Og det i form af en hårdkogt tone, som måske nok hersker i visse miljøer på Vesterbro, men som ikke desto mindre fremstår som klichéer på snor. Tag nu f.eks. denne scene, hvor Frank og hans gamle ven fra boksemiljøet har fundet en mand, der som følge af, at Frank ikke har betalt gælden, er blevet sendt i byen med en advarsel i form af en gedigen gang hærværk på en bil i Fransk autoværksted. Manden møder Frank og hans ven på en kinesisk restaurant, hvor de afpresser ham for at få oplysninger om, hvem der står bag gældsindkrævningen – en oplysning, som Franks far ikke vil give:

Poul Koch tog ordet.

– Jeg får en tallerken føde om lidt, og når jeg har spist, har du givet mig navnet på den mand, der sender dig ud at lave hærværk. Ellers propper jeg en af de her op i røven på dig og trækker den ud gennem pikken.

Poul Koch viste Hakim et sæt spisepinde, men smilede ellers venligt.

– Jeg ved ikke, hvad du taler om, sagde Hakim.

Han skiftede position på stolen og stred bravt for at virke uanfægtet.

(…)

De sad tre mand og fulgte udviklingen på hans tallerken, og da der var én bid tilbage, kiggede han højtideligt raden rundt, inden han stak gaflen i dejklumpen. Han tyggede grundigt og lavede en demonstrativ høj synkelyd til markering af, at udspillet kom om lidt. Et øjeblik senere knappede han sin lædervest op, og det var ikke, fordi den strammede om en mæt bug. Poul Koch ville vise det pistolskæfte, der stak op af inderlommen.

Sprogtonen er klichéfyldt. Men samtidig er sproget også let, energisk og sine steder humoristisk. Under alle omstændigheder effektivt og ekspressivt. Og måske nok dækkende for, hvordan man taler i et miljø som det skildrede. Men i min optik reducerer sprogtonen bogen til en kopivare. Og dét er trods alt ærgerligt.

*** / Politikens Forlag / 304 sider