Goran Kajfes er en svensk trompetist af kroatisk afstamning. Han er (med lidt god vilje) Sveriges svar på den dansk/makedonske trompetist, Bjonko Stosic. Hvor sidstnævnte smelter energiske Balkanbeats sammen med vestlig rock, pop og hip-hop, smelter den lige så professionelle Goran Kajfes energisk nujazz sammen med electronics og afrobeat – og dét i sande musikalske vulkanudbrud. Konsekvent i tilbagevendende, melodiske figurer med varierende ornamenteringer. Og med beatet i fokus! Uanset om man falder for hans helt særegne musikmiks eller ej, aftvinges man respekt for den kraft, der udgår fra hans vulkan. Det er helt, helt tydeligt, at han har et ærinde, at han vil noget, uanset hvad det er. Han vil noget med sin musik og med os som lyttere. Og man kan ikke – igen, uanset hvad man mener om hans musik – sidde uberørt tilbage. Hans musik gør noget ved lytteren. River og rusker lytteren – ud på gulvet, ned under gulvbrædderne, op under loftet. Brændemærker én. Selv en ”stilfærdig” ballade som Le Monde Avait 5 Ans går ind under huden og danner blister.
**** / Headspin Recordings / 52 min. / Også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk og i tidsskriftet CULTURES