Selv siger den amerikanske jazzsaxofonist, Paul Jones, at han også er inspireret af hiphop. Men når man lytter til hans nye album, Clean, forekommer det mest oplagt at tale om, at han er inspireret af det tyvende århundredes minimalisme indenfor klassisk musik – af pionerer som Philip Glass og Steve Reich. For så minimalistisk er hovedparten af hans musik på Clean, at associationerne til de to står i kø. Det hele – Paul Jones kompositioner – forløses af hans gennemgående sekstet og løftes yderligere af gæsteoptrædener af The Snap Saxophone Quartet og/eller duoen, The Righteous Girls. Albummet bærer således præg af Paul Jones’ ambition om 1) at forbinde forskellige former for musik, 2) af de vidt forskellige aftryk, som formernes teksturer afsætter og 3) i det hele taget: af et højt teknisk niveau. Det hele samles i et gennemført minimalistisk udtryk, der – takket være de mange medvirkende musikere – alligevel har komplekse, facetterede lag, der styrker denne lytters opmærksomhed. Albummet er velstruktureret, vel tilrettelagt og godt produceret. Så: Thumbs up!
**** / Outside in Music / 63 min.