Hvor skal jeg starte? Der er i dette tilfælde så mange roser at dele ud, at jeg tøver. Men, jo, først og fremmest er der det at sige, at danske Mathias Heise er aldeles eminent på kromatisk mundharpe (og i øvrigt også er en dygtig komponist og pianist). For det andet er der det at sige, at han – på dette, hans andet album – forekommer åben overfor nye impulser og soundscapes. Derfor er det måske naturligt, at han (selv om han er jazzmusiker) dels søger i retningen af fusionsrocken, dels omgiver sig med dygtige folk, der kan forløse de innovative visioner sammen med ham. De dygtige folk er blandt andre musikerne Mads Christiansen, David Vang og Aksel Stadel Borum og i øvrigt den amerikanske producer Erik Zobler, som skal prises for produktionen! Heise selv kalder sin musik en ”ny-opfundet” genre ved navn ”FuRoJazz” – Fu for future, funk og fusion, Ro for rock og så selvfølgelig Jazz. Og skal ret være ret er hans musik da også et miks af alt dét. Og vel forekommer den forfriskende ny, men den emmer også af noget, vi før har hørt. Det lyder for eksempel som om, Heise både har hentet inspiration hos Joe Zawinul og Toots Thielemans. Men hvad gør det? Hans musik er alligevel dybt original, medrivende og totalt gennemarbejdet. Ikke dekadent! Men selvbevidst og klar til verdensscenen.

*****  /  Giant Sheep Music  /  52 min.  /  Også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk