Den danske jazzbassist, Henrik Jensen, har boet i England i flere år, og det er da også her, han for tre år siden – sammen med den britiske pianist, Bruno Heinen, og den italienske trommeslager, Antonio Fusco – etablerede New Simplicity Trio, som nu – med Common Spaces – albumdebuterer. Albummets titel refererer til de tre musikeres optagethed af det at finde og udnytte det fælles potentiale. Og trioens navn? Det referer til den bevægelse, der i 70erne udsprang af et landskab af ofte kompleks, moderne partiturmusik – en bevægelse, der søgte mod det melodiske, det harmoniske og den klare kommunikation med publikum. Netop dét påstår New Simplicity Trio at tilstræbe med sine jazzkompositioner. Men det er svært at høre gennemført på Common Spaces. Det er åbenlyst, at trioens ambition om at fungere som et kollektiv, hvori alle instrumenter har lige værd, synes realiseret. Det kollektive lykkes for eksempel i stilfærdige numre som Riccardo’s Room og Around Milan. Men det forenklede fungerer kun i nogle numre, hvilket for så vidt kan være ligegyldigt. Det centrale er, at musikken så absolut er lytteværdig, selv om den ikke sprænger nye stier i klipperne.
*** / BB Records / 68 min.