BOGANMELDELSE Jørgen Leths nye bog er fragmenterede notater, tanker, erindringer og meditationer om kvinder, drømme, rejser og steder.

Men jeg er her jo (man kunne tilføje et ”endnu”) er kondenserede tekster om det at gemme og glemme; det at slutte og afslutte; det at være vågen og træt; syndig og livsfornægtende; klog, rig og smuk det ene øjeblik – forarmet og forfalden det næste.

Det er tekster om det at mærke og se; om det at digte dagen og at lade den passere; om det at erindre og genbesøge erindringerne; kort sagt om det at overgive sig til livet og forberede sig på døden.

Kendetegnende for de enkelte tekststykker – og for bogen som helhed – er, at sløret ubarmhjertigt hives af, og at mennesket blottes i dets tiltagende elendighed og stadig tydeligere mangel på perfektion.

Konstant sidder jeg med fornemmelsen af, at bogen er et ærligt, selvudleverende testamente – en henvendelse fra forfatteren, om forfatteren – til os andre, de snart efterladte. Et testamente og en hilsen til Jørgen Leths genbesøgte erindringer og især den avantgardistiske dokumentarfilm fra 1967, Det perfekte menneske.  

Teksterne i bogen er uprætentiøse, men også perfektionerede, hvilket netop er Jørgen Leths stærke side. Læser jeg dem højt for mig selv, hører jeg næsten Jørgen Leths egen, nasale stemme, hans trækken ord og vendinger ud, måde hvorpå hans tøven og begejstring sætter sig i hans sprog. Og det er det, der er denne bogs force: at den næsten får krop, stemme og sjæl.

**** / Forlaget Gyldendal / 128 sider