Hun er halvt indisk, halvt britisk. Datter af den verdensberømte sitarspiller, Ravi Shankar. Og selv en mere end habil sitarspiller, nu bosat i London.
Hendes musikalske base er den klassiske, indiske musik, men hendes label er Deutsche Grammophone. Hun optræder hjemmevant på alverdens klassiske musikscener, kalder selv sin musik ”world” og har spillet med så vidt forskellige navne som George Harrison og London Philharmonic Orchestra.
Nu, den 7. juli i år, åbner hun Copenhagen Jazzfestival med en udsolgt high-light koncert i DR’s Koncertsal.
Da Gaffa fanger hende på mobiltelefonen og spørger ind til baggrunden for, at hun konsekvent kalder sin musik ”world” svarer hun imødekommende:
”Musik er en kunstform, der forbinder folk på tværs af sprogbarrierer og religiøse tilhørsforhold. Og dét med en styrke, der har potentialet til også at forbinde udenfor musikkens verden. Og for mit eget vedkommende må jeg sige, at jeg finder netop dét berigende. Musik giver mig – helt personligt – mulighed for at knytte kontakt til og lære af andre kulturer og til selv at dele min kultur. Musikken eksisterer i sig selv, men knytter du dens potentielle styrke sammen med det herskende politiske klimaer, må du også erkende, at den har en opgave. For flere og flere steder i verden bliver der talt mere og mere om mure og grænser. Og netop de mure og de grænser ønsker jeg med min musik at nedbryde.”
Du har i et tidligere interview sagt, at du opfatter al musik som world-music. Og din egen musik spænder faktisk vidt – fra klassisk indisk til world, jazz og rock. Er det fra din side bevidste krumspring – dét at du på skift kaster dig ud i flere forskellige genrer?
”Ja, det er det for så vidt. Jeg elsker det, at instrumenterne giver så mange muligheder, og jeg ønsker helt bevidst at bruge de muligheder til at bryde genrerne. Jeg er født og vokset op med traditionel, klassisk, indisk musik og er meget bevidst om de grænser, som den genre indbefatter. Så enhver overskridelse af disse er et bevidst valg fra min side. Når jeg spiller klassisk musik, strejfer jeg ikke tilfældigt en anden genre. Jeg træffer et bevidst valg og er helt på det rene med, hvad jeg gør, og hvad jeg vil.”
”For mig er genrerne som sprog. Lige nu stiller du mig nogle spørgsmål på engelsk. Men om et øjeblik taler du sikkert et andet sprog. I den forstand træffer du et valg om, hvilket sprog du vil kommunikere med mig på. Dit valg af sprog er ikke tilfældigt. Det kan være, at dine primære sprog – dansk og engelsk – låner af hinanden, men det kan også være, at de på en kreativ måde flettes sammen i din måde at anvende dem på.”
Føler du, at du som musiker mestrer flere sprog?
”Nej. Jeg føler, at jeg er flydende på ét sprog, og at jeg har tillært mig andre sprog, fordi jeg også vil tale med andre folk. Jeg forsøger på deres sprog at connecte og flette mit sammen med deres på en ny, kreativ måde – både som musiker og menneske. Mit primær sprog er klassisk, indisk musik. Og ikke at jeg vil sige, at jeg mestrer den, men det er den, der er mit modersmål.”
Selv om den klassiske, indiske musik er dit modersmål, er flere af dine plader blevet katalogiseret som ’contemporary world-music’. Er det et dækkende begreb?
”I min optik er al musik world-music, for ingen af os er væsener fra et andet rum. Vi er alle af og fra denne verden.”
Interview også publiceret i musikmagasinet gaffa.dk