Der er en umiskendeligt nordisk horisont og frisk luft over islandske ADHD’s sjette album, 6. Man fornemmer som lytter således, at de fire musikere, der har kendt hinanden fra barnsben, og som sammen har udviklet deres sfæriske nujazz, har haft samme vidtstrakte udsigt, samme nådesløse vejrbetingelser, samme uigennemtrængelige vintermørke, samme golde landskab at forholde sig til. Man fornemmer, at de fire – Davíð Þór Jónsson (keys), Ómar Guðjónsson (guitar og bas), Óskar Guðjónsson (sax) og Magnús Trygvason Eliassen (trommer) – har fået det bedste ud af betingelserne, og at de har rejst sig sammen. For på 6 står de, stovt, som individer og kollektiv, med deres næsten magnetiske nujazz, som på én gang virker stramt defineret og helt uhøjtidelig, stramt genrebevidst og helt åben over for lån fra andre genrer. Et nummer som Spessi låner f.eks. fra den hippe electronica, som er den, ADHD’s nujazz ligger tættest op ad. Et nummer som Rebroff må ganske vist snarere karakteriseres som uhøjtidelig lounch-jazz. Men summen af det hele er som særegen jazzmusik der lige så vel kunne udkomme på et af det sidste årtis mest banebrydende labels, Rune Grammofon.

****  /  ADHD Records  /  44 min.  /  Også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk