Youn Sun Nan er lattermild og smiler stort, kan jeg høre.

Hun befinder sig ganske vist i sit hjem i Seoul, jeg i mit hjem i København, så jeg kan ikke se hende, men hendes stemme i telefonen afslører meget klart, at hun er bredt smilende, åben og imødekommende – den koreanske kvinde, der som 26-årig flyttede til Paris for at studere musik, i løbet af de følgende 20 år tilegnede sig den europæiske jazz og i dag – i en alder af 47 år – må betegnes som en af Asiens absolut største jazzsangerinder.

Hun blev født i Seoul i 1969 og voksede op i en familie optaget af klassisk sang og musik. Hendes far var kordirigent, hendes mor musicalskuespillerinde. Men selv om også Youn Sun Nan som barn modtog klaverundervisning, lå det ikke i kortene, at hun skulle blive sangerinde. Som barn og ung fokuserede hun nemlig, meget ambitiøst, først på skolen, så gymnasiet, siden universitetet, hvor fransk litteratur blev hendes studieretning. Studiet færdiggjorde hun i 1992, i en alder af 23 år. Kort tid efter blev hun spurgt, om hun ville synge gospel med et koreansk symfoniorkester, og dét førte både til scene- og pladedebut. Hun blev herefter – på ingen tid – en efterspurgt musicalsangerinde i Korea, hun begyndte at modtage priser, og al den virak åbnede for nye perspektiver.

”Jeg begyndte at overveje, om jeg skulle være sangerinde, selv om jeg ikke havde nogen klar idé om, hvilken slags musik, jeg i givet fald skulle beskæftige mig med. Jeg var vokset op med klassisk musik og havde hørt koreansk popmusik i radioen, men da jeg spurgte en af mine nye venner fra musicalscenen, hvor han syntes, jeg skulle rette blikket hen, svarede han: mod jazzen! Jeg havde på det tidspunkt praktisk taget aldrig hørt om jazz, men hans fortælling om jazzen – som den oprindelige form for populærmusik – tiltrak mig, hvorfor jeg også spontant tænkte: ’Ja, måske er det dét, jeg skal prøve!’”

”I gymnasiet havde jeg første gang stiftet bekendtskab med franske chansons, og selv om jeg den gang ikke havde forstået, hvad sangene handlede om, havde jeg fået et chok. For mig at høre reciterede sangerne fremfor at synge, og det vidnede om, at de formidlede stor lyrik. Chokket var måske medvirkende årsag til, at jeg i sin tid valgte at læse fransk på universitetet: Jeg ville forstå den franske poesi.”

”Alt dét kom jeg i tanke om, da min ven introducerede mig til jazzen. For endnu engang faldt jeg over nogle gamle franske chansons, og i samme nu fandt jeg ud af, at en af verdens ældste jazzskoler lå i Paris. Det var derfor oplagt, at jeg måtte flytte til Frankrig.”

Hvordan forholdt dine forældre sig til din ungdommelige idé om at flytte til Paris for at studere jazz?

”De ansporede mig til gøre det. Min far gav med endda en bog, han havde købt året før min fødsel. Bogen, der hed Jazz, havde han aldrig vist mig, men han fortalte, at han selv havde været nysgerrig overfor jazzen og det, selv om jazzen heller ikke, da han købte bogen, var en del af kulturudbuddet i Korea. Det stod med andre ord klart for mig, at jeg ved at flytte til Paris – både på min fars og egne vegne – kunne opdage jazzen.”

”Bogen har jeg stadig – jeg værner om den, som var den en uvurderlig skat.”

I Frankrig blev den unge, meget ambitiøse og frankofile amatørsangerinde i 1995 optaget på hele tre uddannelsesinstitutioner: Conservatoire Eustache-du-Caurroy i Beauvais, Centre International Nadia & Lili Boulanger i Paris og på CIM (Centre d’Informations Musicales) – École de Jazz et Musiques Actuelles i Paris.

”Før min afrejse havde min ven introduceret mig til forskellige kunstnere og lånt mig forskellige plader. Han havde introduceret mig til Ella Fitzgerald og Louis Armstrong og til nyere amerikansk og brasiliansk jazz. Men sandt at sige fattede jeg ikke den store interesse for musikken som sådan.”

”Da jeg søgte optagelse på forskellige institutioner i Paris var det da heller ikke på grund af musikken, men på grund af studierne. Jazz var for mig noget, man kunne studere, og jeg forestillede mig, at jeg kunne gennemføre tre uddannelser på tre år.”

”Du ved formodentlig, hvordan vi koreanere er indrettet: Vi arbejder hårdt og bestræber os på at færdiggør alt på den halve tid. Så min tanke var: jeg studerer jazz i tre år, og så rejser jeg hjem. Men: No way. Efter bare et år indså jeg, at det ville komme til at tage mig hele livet! Derfor troede jeg også en overgang, at jeg havde valgt en helt forkert studieretning. Kun fordi en af mine professorer insisterede på, at jeg blev i Paris, blev jeg, og pludselig tog det ene år det andet, indtil jeg for et par år siden kunne konstatere, at jeg havde boet i Paris i mere end 20 år.”

Havde du, da du flyttede til Paris, slet ikke gjort dig tanker om at blive jazzsangerinde?

”Slet ikke. Jeg havde bare gjort mig den forestilling, at jeg i Paris skulle lære at synge. Forstå mig ret: Jeg vidste, at jeg kunne synge, men jeg så snarere for mig, at jeg med en akademisk forståelse af sangens væsen, ville kunne blive en, der underviste.”

”Min selvtillid har aldrig været stor, så det tog år, før jeg turde se for mig, at også jeg kunne blive sangerinde og rejse rundt i verden og optræde på store jazzfestivaler. At være jazzsangerinde var for mig noget cool, som jeg i de første mange år var alt for nervøs til at se som en mulighed. Jeg er stadig – den dag i dag – nervøs, før jeg går ind på en scene.”

Men hvordan greb du studierne an, da du først var i Paris?

”I starten var de virkelig vanskelige for mig. Repertoiret var gamle jazzstandards, og det tog mig for eksempel flere dage at lære at synge Honeysuckle Rose – en af Ella Fitzgeralds sange. Jeg lyttede til hendes version – lyttede til hendes fraseringer, hendes indåndinger og udåndinger – og memorerede alt, fordi jeg mente, at jeg for at synge dén sang, måtte kunne gøre alt, som hun gjorde det. Det var for mig som en forudsætning. At jeg kunne alt det, hun kunne. Eller som Billie Holiday kunne. Ellers var det for mig at se ikke jazz. Derfor tog det mig dage at lære at synge én sang.”

”Hele tiden tænkte jeg, at jeg qua min koreanske baggrund ikke havde en fornemmelse for swing. Det var derfor, jeg var ved at give op efter et år. Men det hjalp mig, at professoren blødte op på tingene og gav mig nogle plader med europæiske jazzsangerinder. For dét åbnede mine øjne på ny. Først kunne jeg ikke tro, at man virkelig kunne kalde det jazz, men alle omkring mig insisterede på, at også dét var jazz. Derfor besluttede jeg at blive og følge min egen vej og vokal, fremfor at imitere andres.”

”Jeg blev blandt andet introduceret til den engelske jazzsangerinde, Norma Winstone. Jeg købte alle hendes plader, og det var helt vildt. Hun var sopran som mig! Jeg som havde troet, at man skulle have en dyb stemme for at synge jazz! Hendes stemme var lys og klar. Og hun sang jazz! Det var en overraskelse.”

Ved siden af studierne etablerede den unge koreaner sin første gruppe – en kvintet – sammen med nogle venner fra studierne i Paris. Gruppens trommeslager havde flair for at skaffe jobs, og derfor blev det hurtigt til mange live-optrædener i små klubber, i barer, på restauranter, i turistfælder og i småbyer omkring Paris. Men selv om der på det sæt blev høstet erfaringer, forblev sangerinden kritisk overfor sin egen formåen.

”Det, vi lavede, var ikke tilfredsstillende. Det lød ikke rigtigt,” siger hun med et selvkritisk grin.

Hendes ”redning” blev to ting:

For det første: En af uddannelsesinstitutionerne tilbød hende – netop som hun var blevet færdig med sit studie – et job som lærer.

”Det var en overraskelse for mig, at jeg blev tilbudt det job. Jeg var jo ret beset begynder og følte ikke, at jeg var på et niveau, hvor det overhovedet kunne komme på tale, at jeg skulle undervise andre i jazz. Men professoren pointerede, at han havde set mig i en undervisningssammenhæng; at han vidste, at jeg var startet fra scratch; og at han havde set mig udvikle min egen måde at tilegne mig stoffet på. Og dén ville han have mig til at indvie nye studerende i. Derfor blev jeg ansat!”

Historien udløser en varm og hjertelig latter i telefonen.

For det andet: Rygtet om den talentfulde koreanske sangerinde og hendes gruppes mange fascinerende live-optrædener rundt om i klubber, restauranter og barer i Paris og omegn spredtes blandt etablerede musikere, der begyndte at møde frem for selv at høre hende synge. Flere af disse musikere begyndte at invitere hende med i deres orkestre, og snart var Youn Sun Nan hende, man talte om på jazzscener og –festivaler i hele Frankrig. Og i Korea for den sags skyld. Her var hun nemlig simultant begyndt at optræde med sin jazz.

I løbet af seks år – fra 2001 til 2007 – indspillede hun fem album, og antallet af koncerter steg eksponentielt – ikke bare i Frankrig og Korea, men også i flere andre lande i Europa og Asien. Den omfattende koncertaktivitet udløste i 2004 titlen, ”Best Artist of the Year”, i Korea.

I 2005 – samme år, som hun udsendte sit fjerde album, So I Am, begyndte publikum og presse i Frankrig åbenlyst at tale om ”en af de mest bemærkelsesværdige sangerinder i sin generation”, og samme år modtog hun Grand Prize på den prestigiøse jazzfestival i Antibes, Jazz à Juan Concours. Selvsamme album udløste titlen, ”Best Young Artist Of The Year” i Korea. Dermed var hendes position som en af Asiens absolut største jazzsangerinder ved at manifestere sig.

Albummet, Memory Lane, fra 2007 – co-produceret af den danske jazzpianist, Niels Lan Doky, og den koreanske jazzbassist, Kim Jeong-Ryul – gav hende adgang til de øverste trin på verdensranglisten. Om det netop var dét album – eller hele forløbet op til – står ikke klart, men Youn Sun Nah blev herefter inviteret til at optræde ved Jazz at Lincoln Center i New York, og efter at dén optræden var blevet omtalt i amerikansk presse, stod verden talt åben for den koreanske jazzsangerinde.

Hun optrådte nu på festivaler over hele verden.

”Og siden har jeg haft omkring 200 jobs om året i min kalender,” griner hun forlegent.

I 2007 blev hun signet af ACT Music og i 2009 udsendte hun sit sjette album Voyage – det første på det tyske label. Siden er det blevet til yderligere tre anmelderroste album på ACT – senest She Moves On, som udkom i maj 2017. På dét tager hun for første gang – efter mere end 20 år i Europa og 20 år i selskab med europæiske musikere – fat på The Great American Songbook – eller rettere: den nyere amerikansk folk-rock sammen med et hold af amerikanske musikere. På She Moves On versionerer hun sange af blandt andre Joni Mitchell, Paul Simon og Lou Reed.

”Det er navne, som jeg aldrig stiftede bekendtskab med, da jeg var ung i Korea, men nu – hvor jeg som voksen har fordybet mig i eksempelvis Joni Mitchells musik – må jeg sige, at den er fantastisk. Hun nyder af gode grunde stor respekt blandt jazzmusikere – for hendes tekster, hendes melodier, det hele er så fremragende.”

”Det var meget takket være hende, at jeg efter 20 år i Europa fik lyst til selv at tage til New York – for at opleve amerikansk musik og amerikanske musikere. Og dét var interessant. Jeg opdagede, at amerikanske musikere ikke tog musik så alvorligt. Ikke at de ikke var seriøse, men for dem var musik som luft eller vand: De lever med den, de trækker vejret, de drikker deres vand, de spiller deres musik. Så enkelt var deres forhold til musikken. Det er også derfor, de hele tiden siger: ’Be cool, man.’”

”Jeg havde på forhånd spurgte produceren og keyboardspilleren, Jamie Saft, om han var interesseret i et samarbejde. Dét var han: ’Come over here’. Så jeg tog derover, vi diskuterede et repertoire, og i løbet af tre uger optog vi albummet. Han er selv avantgarde- og freejazzmusiker, men lyttede i løbet af dagen mest til amerikansk pop, og det var ham, der foreslog mig nogle de medvirkende sidemen. Han havde selv spillet med Brad Jones og Dan Rieser i næsten 30 år, så selvfølgelig skulle de være med. Jeg ville gerne have Marc Ribot med, og ja – ham kendte Jamie Saft også. Og da Marc Ribot netop da var i New York, fik vi også ham med.

Hvad er, set med dine øjne, den største forskel på franske chansons og amerikansk singer-songwriting?

”Jeg har studeret fransk litteratur, så jeg har et blødt punkt, når det kommer til franske chansons. De er følelsesladede, og teksterne er dybe. Det er ikke sange, jeg kan danse til. Det er sange, jeg lytter til, koncentreret.”

”Mange af de franske visesangere er oppe i alderen og har et levet liv at spejle teksterne i. De lever sig ind i teksterne, som både er lyriske og litterære og alt andet end bare ’love, love, love’. Det er lidt noget andet i Amerika. Forstå mig ret: Det har været en stor oplevelse at fordybe mig i amerikansk folk-rock, men koreanere er lidt som franskmænd og italienere. Vi er meget følelsesbetonede. Når vi er kede af det, er vi virkelig kede af det. Når vi er lykkelige, er vi virkelig lykkelige. Vi putter ikke med vores følelser, men viser dem klart og tydeligt. Sådan har jeg det selv, når jeg synger en trist fransk chanson: For mig er det verdens ende. Det er meget trist. Synger jeg glade sange, er jeg til gengæld så glad, at det nærmer sig sindssyge. Jeg kan ikke andet. For jeg vil være ærlig overfor mine følelser.”

”De franske chansons taler mere til mit hjerte – uden at jeg dermed vil forklejne amerikansk folk-rock.”

Kan man forestille sig, at du en dag selv begynder at skrive sange og musik?

”Skal jeg være helt ærlig, så er jeg hverken en god komponist eller sangskriver. Jeg har til tider haft brug for et lidt større repertoire, og mine musikere har flere gange puffet til mig for at få mig til at fortælle mine egne historier. Og en dag sker det nok. Men her og nu bliver jeg som skomager ved min læst.”

Du er flyttet tilbage til Seoul. Hvorfor?

”Jeg havde jo ikke planlagt, at jeg skulle blive i Paris i 20 år. Det ene år tog bare det andet, indtil jeg for et par år siden pludselig blev ramt af en trang til at tage hjem og pakkede og rejste. Jeg optræder selvfølgelig stadig overalt i verden, også i Europa, men jeg fik bare et pludseligt behov for at få base et sted, hvor jeg følte mig hjemme. Og det var hos min familie, i det koreanske sprog og med den koreanske mad. Selv om jeg ikke så ofte er hjemme, har jeg det indtryk, at jeg har et konkret sted at vende hjem til. Og det gør mig tryg efter alle de år i udlandet.”

Interview også publiceret i magasinet JazzSpecial