Søndag aften var HUN SOLO – efter en kort turné i Danmark – nået til den grande finale i Koncerthusets Studie 2. Få dage forinden blev alle billetterne til finalen meldt udsolgt. Så der var både noget i gære og noget i vente.
HUN SOLO er en koncertform, hvor fem sangerinder samme aften, fra samme scene, giver hver sin solo-koncert. Idéen med konceptet er – som arrangørerne formulerer det – på én gang at sætte spot på flere ”kompetente, interessante og markante kvindelige kunstnere”.
Og dét lykkedes til fulde i Koncerthuset med Nana Jacobi, Penny Police, Kirstine Stubbe Teglbjærg, Hannah Schneider og Eivør.
På scenen var på forhånd opsat fem positioner, som i løbet af aftenen blev indtaget af de fem solister, der musisk stod godt til hinanden.
Første optræden var ved Nana Jacobi, der med et varmt smil, guld på kjolen, hatten på sned, fine elektroniske beats og en varm vokal diskede op med fire fængende popnumre fra det bagkatalog, der strækker sig 12 år tilbage i tiden. Nana Jacobi har endnu – som flere af de andre sangerinder i HUN SOLO – det store gennembrud til gode. Men hun har – at dømme efter bagkataloget og hendes fine optræden søndag aften – potentialet til gennembruddet, idet hun helt åbenlyst er mere end en døgnflue. Hendes tekster er enkle og gode, hendes musik på én gang tilgængelig og flere facetteret og hendes vokal mere end habil.
Nana Jacobi introducerede den næste sangerinde, Penny Police, som efter et par års pause (og indtagelse af rollen som nyslået mor) er ved at vende tilbage til musikken. Penny Police har lanceret, at der i 2017 vil komme et nyt album, og ét af de numre, hun søndag sang, vil formodentlig indgå herpå. No Horizon lover i så fald godt. Nummeret, der er skrevet på baggrund af sidste års oplevelse af flygtningestrømmen op igennem Europa, er elektronisk musik iblandet nordisk melankoli. Det er – som Penny Police’s øvrige numre – helt enkelt, sfærisk, drømmende – smukt. Nøjagtigt som hendes optræden søndag.
Tredje sangerinde på scenen var Kirstine Stubbe Teglbjærg, kendt fra Blue Foundation. Også hun mestrer det sfærisk, drømmende – hvilket blandt andet fremgik af hendes åbningsnummer, Drømmenes Lyd. Men hun kan andet og mere end at drømme. Hun kan med sin elguitar påføre sine sange noget støj. Og dét gør hun med en effekt, der giver det lyrisk søde en klædelig modstand. Også hun storsmilede, men bag smilet lå en rå urkraft – om end hun bestræbte sig på at nedtone denne med sit afsluttende nummer, Det larmer ikke mere.
Efter pausen trådte Hannah Schneider med sit vindende væsen op på scenen, hvorfra hun med legesyg og fortrolig omgang med sine elektroniske redskaber fremførte sin melankolske indie-pop bestående af elektroniske samples, beats og en fascinerende ren vokal. Hendes kompositioner og hendes vokale tilbygninger er særegne, gribende, autentiske. Og det uanset om hun optræder som solist eller i duoen, AyOwA. Men som solist overbeviste hun søndag aften med en humoristisk entusiasme, et forrygende engagement og en klædelig sikkerhed.
Koncerten sluttede med den ubestridt største singer-songwriter af dem alle, færøske Eivør, der både som sangerinde, sangskriver og instrumentalist er en urkraft af næsten overnaturlig skønhed. Også hun greb ned i et bagkatalog, hvorfra gravede fremragende numre som Bridges, In My Shoes og Trøllabundin frem. Igen-igen var Eivørs optræden en vokal magtdemonstration, og da hun sluttede sin korte del af koncerten med nummeret, True Love, trådte de fire forrige sangerinder op på scenen, hvor de udgjorde et kor og fuldendte en konceptkoncert præget af intimitet og intensitet.
Uanset variationer i udtryksstyrken blev aftenen en musisk oplevelse af den slags, som man kunne ønske sig en hel dag/aften i.
**** / Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk