BOGANMELDELSE Novellesamlingen, Velsignelser, er sørgmodig læsning – unge Caroline Albertine Minors blot anden udgivelse, men sikken en knugende en.
Forfatteren, født i 1988, debuterede i 2013 med den anmelderroste roman, Pura Vida. Om dén skrev anmeldere bl.a., at den var ”stilfærdigt fremragende”, ”fintsansende” og ”betydningsmættet”. Dét kan man også sige om Velsignelser.
Det er det, der gør novellesamlingen så ekstraordinær: at hver eneste historie rummer et drama, selv om dette skrives helt afdæmpet og stilfærdigt, men betydningsmættet og sensitivt sansende.
Hvori velsignelserne består? Dét må man selv hitte ud af.
Nok så interessant: Flere af novellerne i samlingen handler om den samme personkreds, det samme eller efterfølgende eller sideløbende dramaer i form af små fortsættelser af historier, man som læser troede var slut. De fortsætter, og det giver samlingen som helhed en raffineret, ekstra dimension.
Fælles for historierne er, at de handler om at miste, blive forladt, blive ensom. I flere tilfælde om død og ulykke.
En central historie handler om den unge, danske au-pair-pige, Anso, som har hængt sig i et træ hos værtsfamilien i Australien. Man følger hendes mor og far, som rejser down under for at hente hende hjem – især følger man moren i hendes møde med den australske værtsfamilie (faren formår ikke at forlade hotellet), i hendes tanker om datterens skæbne i det store land i syd, i hendes løbende dialog (eller fravær af samme) med veninden derhjemme, og i den senere forståelse af, hvad det var, der fik den ellers så glade datter til at begå selvmord. Det viser sig, at Anso havde en affære med den australske værtsfamilies voksne ven – dennes kone sender, uger efter at moren og faren er vendt hjem til Danmark, en bunke udskrifter af mails, som hendes utro ægtemand og det danske forældrepars datter udvekslede. Udskrifterne er i sig selv et drama. For hvem skal læse dem? Og hvad skal man stille op med den fortælling, de rummer?
En anden historie handler om den unge, danske pige, Helena. Hendes far har hele hendes liv været ”fjern som en planet”, i mange år bosiddende i en landsby i Pyrenæerne i Sydfrankrig og gift med en anden kvinde end Helenas mor. En nat får Helena et telefonopkald. Farens kone, Nete, fortæller, at faren er blevet indlagt på et hospital og ønsker, at hun kommer ned til ham. Helena forlader sin danske dagligdag og bliver snart indrulleret i en ny dagligdag i det sydfranske – dels med besøg på hospitalet, dels en ”gåen-til-hånde” på Netes bjerghotel, hvor Helena selv skal bo og i øvrigt tager del i klargøringen – forud for, at et filmhold ankommer for at optage på stedet. På filmholdet er der en charmør, som Helena lader sig indfange af, og snart er hun spændt ud mellem mor og far, liv og død.
Hele tiden holder Caroline Albertine Minor en eminent balance – intet bliver for meget, for utroværdigt, for lige gyldigt. Alt har betydning, selv de mindste ting. Og det forstår man – trods det afdæmpede og stilfærdige i sprog og form. For alt er betydningsmættet og sensitivt sansende.
**** / Forlaget Rosinante / 240 sider