Den danske jazzbassist, Torben Westergaard, vidste ikke – da han for fem-seks år siden – påbegyndte sit arbejde med albummet, Tangofied, at dét skulle blive det første i en hel album-trilogi. Men nu, med Tangofied III, står det klart, at dét blev det. Så meget stof har han nemlig fundet i lyden af argentinske Astor Piazzollas sidste udgivelser – der havde et kammermusikalsk udtryk – at han ikke kunne slippe det selvsamme. Men 3’eren er nok den mest nedtonede af Westergaards tre album – måske fordi det er dét, der kommer tætteste på kammermusikken, tætteste på et egentligt match mellem det argentinske drama og den nordiske melankoli. 3’eren er ganske vist varieret, men for denne lytter står de mest sørgmodige skæringer som de bedste, reneste, enkleste. Skæringerne, Ab Ovo og Aristoteles, er således for denne lytter de mest vellykkede. Men også en mere energisk skæring som Bach fungerer godt. Og man forstår igennem alle skæringerne Westergaards kærlighed til den argentinske tango. Bistået af Ida Nørholm på cello, Anders Banke på basklarinet, Alejandro Sancho på guitar, Peter Rosendal på klaver, Anders Singh Vesterdahl på accordion og Andrea Pellegrini på vokal runder han således trilogien af med manér.
**** / Gateway Music / 31 min. / Også anmeldt i tidsskriftet CULTURES