Hun er født i Uganda, men vokset op i Danmark. Nu EP-debuterer hun med et miks af soul-pop, jazz-funk, dub-reggae, R&B og centralafrikansk rytmik.

Feridah Rose er et nyt navn på den danske musikscene. Og på den ugandiske for den sags skyld. Herhjemme gjorde hun sig ganske vist allerede i 2009 kunstnerisk bemærket, da hun i DR’s Talentshow vakte både dommeres og publikums begejstring. Og igen i 2012, da hun udsendte sin første EP, Game of Love. Men nu, i marts 2017 – efter yderligere fem års tilløb – udsender hun sin anden EP, Njabala, og få uger efter meddeler hendes management, at hun skal optræde i bl.a. Tivoli i København (i juni) og på Bayimba Festival i Kampala (i september).

Dét, der med ét kan tage sig ud som et potentielt gennembrud, er imidlertid ikke tilfældigt. Det potentielle gennembrud hænger sammen med, at Feridah Rose – med sit helt særlige miks af soul-pop, jazz-funk, dub-reggae, R&B og centralafrikansk rytmik – kommer med en ny, tilgængelig og medrivende fortælling.

Det er da også min egen fascination af hendes musik – og af råstyrken i hendes vokal – der har fået mig til at opsøge hende for at høre, hvordan hun selv vil omtale sit bidrag til musikscenen. For at høre hende selv fortælle om sin rejse frem imod udgivelsen af EP’en. Og for at høre hende selv fortælle om de dansk/afrikanske rødder og deres indflydelse på hendes musik.

Musikken er autentisk

Feridah Rose – og hendes danske mand, fotografen Jacob Crawfurd – tager imod i deres lejlighed på Frederiksberg. Han trækker sig hurtigt, diskret tilbage til sit arbejdsværelse. Hun byder indenfor i stuen, hvor to kopper, en kaffekande og lidt kage står parat, og så sætter hun sig ellers tilrette, rede til at besvare, hvad der måtte komme af spørgsmål. Naturligt nok må jeg, som det første, bede hende med egne ord beskrive sin musik…

”Det er soulmusik med afrikanske rytmer. Musik med elementer af reggae, funk og R&B. Under alle omstændigheder musik, der giver glæde, selv om den ikke passer ind i de normale, afgrænsede kasser. Jeg kan mærke, når vi optræder med den, at folk nyder melodierne, rytmerne og vores optræden. Folk er med. Musikken er således autentisk i modsætning til megen pop. Den er autentisk og rammer ind i folks følelser.”

Hvordan bliver den til?

”Jeg er sangskriver og sanger, men jeg spiller ikke på noget instrument. Når jeg møder mit orkester og præsenterer en ny sang for medlemmerne, synger jeg den for dem, og bagefter fortæller jeg dem om følelserne bag sangen. Selvfølgelig kan jeg sige, hvor mange takter der er og hvilket tempo, de skal spille i. Men ellers synger jeg for orkesteret, og derefter skaber vi sammen musikken. Jeg ved så nogenlunde, hvilket udtryk jeg vil have, og jeg kan sige noget om mit valg af instrumenter, men jeg er også åben overfor, at musikken kan ændre karakter, efterhånden som de andre kommer med deres input.”

Sangen skrev sig selv

Kan du give et eksempel på det med følelserne bag sangen?

”Sangen, Lonely Island, betyder meget for mig. Den er udsprunget af, at jeg kendte to smukke mennesker, hvis parforhold for mig var som indbegrebet af kærlighed. De valgte alligevel at gå fra hinanden, og dét var for mig som et uskyldstab. Jeg forsøgte at sætte mig ind i det, der var sket, og mærkede den fortabtes tomhed.”

”Da jeg skulle skrive sangen, sad jeg og jammede med min bassist. Og der – mellem os – begyndte sangen at skrive sig selv. Bassisten og jeg lavede først nogle skitser, og så videreudviklede vi sangen med de andre musikere, og til sidst blev den meget stor i forhold til den oprindelige idé. Men den er stadig meget vigtig for mig.”

”Den er vigtig for mig, fordi jeg kunne genkende det med at være bange for at miste det, man har i nuet. Og fordi jeg også kunne se, at kærlighed kan blive så altoverskyggende en faktor, at det kan blive en befrielse at slippe tilknytningen til et andet menneske. Jeg følte, at jeg kunne forstå skismaet og identificere mig med det. Og netop identifikationen er et godt udgangspunkt for en sang, for den gør, at publikum også vil kunne identificere sig med følelsen.”

Medens hun forklarer sig, sidder hun fuldstændig roligt, som var hun afklaret.

Der skal være en følelse

Jeg spørger hende, om man kan tage eksemplet som udtryk for, at hun skriver sange om følelsesmæssige temaer.

”Det kan man godt sige, for jeg prøver at huske mig selv på, at skal jeg skrive en sang, så skal det være fordi, der er en følelse, der inspirerer mig. Ellers vil sangen for mig være tom. Jeg kan ikke skrive en sang om at tage en bus eller gå til en fest. For mig vil det ikke være nok. Jeg skal være ærlig overfor mig selv og mit publikum, og derfor skal det for mig være et følelsesbetonet afsæt. Jeg skal synge om noget, der er vigtigt for mig!”

”Musik har en styrke og et potentiale til at lindre og bringe glæde og melankoli. Og ikke kun melodierne, også sangene. Der skal ligge nogle følelser i. Og som sagt: Jeg vil gerne selv være autentisk og kommunikere følelser overfor dem, der lytter til mine sange og min musik.”

Hvordan kan du i din skriveproces vurdere, om du så er på rette vej?

”Nogle sangskrivere arbejder med materialet og bliver ved og ved. Selv har jeg det sådan, at hvis noget intuitivt kommer til mig, så er der en mening med det. Ellers ikke. Jeg har ikke behov for at arbejde i flere måneder med den samme sang, for dermed mister den noget af den oprindelige impuls. Jeg er tilfreds, hvis bare intuitionen munder ud i et klart budskab. Men intuitionen stoler jeg på.”

Min egen gryderet

Jeg spørger hende, hvor de mange forskellige genremæssige impulser i hendes musik kommer fra.

”Jeg har altid vidst, at jeg skulle lave musik. Men impulserne?”

” Jeg begyndte med gospel – det voksede jeg op med – og så lyttede jeg til R&B og soul. Jeg ville oprindeligt være sådan en R&B- og soul-sangerinde. Men så tænkte jeg: Jeg bliver ikke en ny Beyonce. Jeg skal hellere tage det, jeg synes er godt, og røre det sammen i min egen gryde.”

”Da jeg skrev den første sang på mit eget modersmål, kunne jeg se, at responsen var positiv. Den var bedre, når jeg prøvede at finde mit eget udtryk, end når jeg prøvede at optræde som andre mainstream kunstnere. Så sproget og de forskellige musiske strømninger – alt det har jeg siden rørt sammen og skabt min egen gryderet ud af.”

Verden åbner sig

Feridah Rose var 12 år, da hun kom fra Uganda til Danmark. Nu har hun boet i Danmark i mere end tyve år.

”Jeg er vokset op i en ghetto i Tåstrup. Min far og mor var kristne, og selv gik jeg i kirke hver uge – både onsdag og søndag – og til kor om lørdagen. Så min ungdom var hjemme, i skolen eller i kirken, hvor jeg var leder af et gospelkor. Sådan fortsatte det, da jeg flyttede hjemmefra.”

”Men musikken blev først en åbenbaring for mig, da jeg havde deltaget i DR’s Talentshow. Jeg fik god respons og havde en god oplevelse, men efterfølgende følte jeg mig også efterladt i et tomrum. Det tog tid, før jeg fandt ud af, at jeg var nødt til at gå egne veje. Jeg scenedebuterede med en koncert med tre eller fire af mine egne sange, og jeg husker, at jeg – da jeg skulle på scenen – kunne mærke, at det var det her, jeg skulle.”

”Nu har jeg et godt band, jeg har turneret rundt i Danmark i et par år, jeg har udgivet en EP, og nu skal jeg også til Uganda og give en koncert, så verden åbner sig.”

At fortælle historier

Herefter fortæller hun om sin barndom i Uganda. En barndom, som hun har et ”blandt forhold” til. Der var krig. Familien måtte en overgang flygte, og da den endelig kunne vende hjem var det – i Feridah Roses tilfælde – til en barndom med ”en lidt fraværende far og en mor, der var noget nær alene-mor.”

”Min mor gjorde sit bedste for at skabe et godt liv for os børn. Og jeg havde en god barndom, gik i skole, havde mange venner og et stort familiært netværk. Vi legede, fortalte historier, gjorde ting sammen.”

Har din baggrund sat sig i dine sange?

”Det har den i og med, at jeg fortæller historier i mine sange. Titelsangen på min EP er forbundet til min barndom. Vi havde ikke elektricitet og sad ved bålet og varmede os, fordi der var så koldt om natten, og der sad vi så og fortalte historier. Jeg husker især en historie om en pige, der voksede op med nogle forældre, der beskyttede hende. Forældrene døde, og pigen skulle giftes væk – uden egentlig at vide, hvad det ville sige. Jeg kan huske, at jeg selv som barn frygtede at havne i en situation som hendes. Men når jeg i dag ser tilbage på historien, ser jeg også en styrke i pigen, der formåede at klare sig, trods de ting, der skete omkring hende. Hun formåede at rejse sig og finde sit eget værd. Dét handler titelnummeret om: den styrke.”

Musikalsk inspiration

Er det vigtigt for dig at bygge bro mellem dit nuværende voksne liv i Danmark og dit barndomsliv i Uganda?

”Ja, for der er mange ting, der påvirker en. Jeg følte mig på et tidspunkt nødt til at assimilere mig i Danmark og fralægge mig min baggage, men jeg blev alligevel hele tiden mindet om, at mit forsøg på at gøre det, var en illusion. Derfor begyndte jeg også som voksen at vende tilbage til mine rødder for at blive en hel person. Man kan jo ikke bare lægge sin barndom og fortid bag sig. En tredjedel af mit liv er brugt i et andet land, og jeg har både oplevet gode og dårlige ting, som jeg skal navigere på baggrund af. Jeg skal lægge brikkerne på plads i mit liv, og derfor skal jeg også i min musik forholde mig til de brikker.”

”Som kunstner ønsker jeg også at skille mig ud, og derfor er det vigtigt for mig at finde det, der gør mig unik. Og det handler ikke bare om min hudfarve, men også om værdier og eksempelvis mit forhold til kærlighed og overlevelse.”

Har du udover at dykke ned i din egen erindring også studeret musikken i dit oprindelsesland?

”I et vist omfang. Også fordi jeg har været heldig at gifte mig med en dansker, der ved rigtig meget om afrikansk musik. Uganda står ganske vist ikke stærkt, når man skal tale om musikalsk inspiration. Musikken i Uganda er meget – i modsætning til hvordan det forholder sig i mange vestafrikanske lande – båret af trangen til at tjene penge. Men jeg kæmper af samme grund med noget revolutionært i mig selv. Jeg vil gerne medvirke til at revolutionere den ugandiske musik og finde tilbage til den rigdom, som for eksempel udsprang af trommerne i sin tid. Men det er en kamp at komme bag om det kommercielle og tilbage til det oprindelige.”

Illusoriske flugtruter

Hvad er der så blevet af gospelmusikken?

”Den ligger i min optræden og i mine fraseringer, når jeg synger. Det har inspireret mig at se den styrke, som gospel-sangerinder bringer med sig ind på scenen: De giver med deres styrke andre håb. Det tænker jeg meget på, når jeg træder ind på scenen, at jeg skal give andre håb: Jeg kommer med de gode nyheder og det glade budskab. Der kan sagtens være melankoli i mine sange, men jeg vil også gerne give det indtryk, at alt nok skal blive godt igen. Selv om jeg ved, at det er en illusion.”

Er det en illusion, at alt kan blive godt igen?

”Ja. Jeg tror, at dem, der lytter til os, søger en flugtrute. Og mine og mange andres sange og musik er illusoriske flugtruter. Jeg ved godt, at en sang på tre minutter ikke kan skabe mirakler, men jeg vil gerne støtte illusionen om, at alt er eller kan blive godt igen. Og gennem min musik håber jeg da, at kunne give folk noget, som gør det lettere for dem at bearbejde egne oplevelser, følelser og frustrationer. Jeg håber, at min musik kan tjene som katalysator.”

Interview også publiceret i netmagasinet gaffa.dk og i tidsskriftet CULTURES