Efter to års turné som back-up for Niels Hausgaard forsøger den dansk-italiensk singer-songwriter, Sara Indrio, sig nu med sit tredje album i eget navn – denne gang med danske tekster. Blodrød Måne består således af ni danske og en enkelt italiensk sang – alle fremført af den unge kvinde med back-up af et stærkt hold af musikere: Jacob Gurevitsch, Bastian Sjelberg, Simon Tolddam, Per Ekdahl og Per Texas Johansson. Én af sangene er skrevet af Pia Tafdrup, én af Alberte Winding, resten af Sara Indrio. Og alle kredser de om ofte forekommende eksistentielle temaer. Alle lader de til gengæld også lidt tilbage at ønske – lyrisk tekstuelt og musisk arrangementsmæssigt. Af uransagelige grunde fremstår det afsluttende, italienske nummer mest velfungerende – kompositorisk og arrangementsmæssigt. Balladen, Amico mio, er som et fint punktum efter en række lidt kedelige viser, der alle har et lidt ”gammeldags” tilsnit. De første ni numre minder om dansk 70er- og 80er-pop – lidt Alberte, lidt Elisabeth. Og det er ærgerligt, for dermed fremstår Sara Indrio snarere som kopi end som original kunstner med sans for et samtidigt udtryk. Blæserarrangementerne giver dog helt generelt et glædeligt kvalitetsløft.
*** / Stunt Records / 41 min. / Også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk