TEATERANMELDELSE På intimscenen i Krudttønden er der tre skuespillere, der befinder sig i en klassisk problemstilling. Manden er forlovet med den ene stabile, men måske lidt kedelige kvinde og lader sig forføre af en anden mere sensuel kvinde, som qua sin position åbner op for helt andre (u)mulige drømme. Og så har vi balladen.
Trekantsdramaet er oprindeligt skrevet af Strindberg. Det blev første gang opført i 1889 og må dén gang have været en nådesløs mavepuster for det pæne, typisk borgerlige teaterpublikum, som ikke talte om den slags. I dag hvor utroskab er et fænomen, høj og lav kender til og gerne taler med om, er virkeligheden en anden. Og alligevel er trekantsdramaet den dag i dag noget af det mest dramatiske, man kan forestille sig – både på scenen og i virkeligheden. Trekantsdramaet kan forekomme banalt, men det sætter altid dybe spor i de involverede – og i vidnerne – fordi det splitter, sår mistillid og åbner op for alverdens selvransagende spørgsmål om drifter, tilknytning og habitus.
Den engelsksprogede versionering af trekantsdramaet, som frem til den 25. marts kan ses på Krudttønden, udspiller sig i året efter 2. Verdenskrig og er mere eksplicit end Strindbergs oprindelige – selv om stykket i store stræk er tro overfor dét – men stadig rammes man som publikum af det vildt ubehagelige, at man på nærmeste hold bliver vidne til et trekantsdrama, der forudsigeligt vil omstyrte verden for de involverede. Man sidder få meter fra de tre karakterer og krummer tæer, når de overskrider grænser og efterfølgende febrilsk forsøger at kalibrere deres nye verdensbilleder. I den forstand bliver man i Krudttønden som vidner til en trafikulykke, der udfolder sig i slow motion; man ser den almindelige kørsel; man ser ulykken udfolde sig; man ser de tre slemt tilskadekomne; men man får ikke afslutningsvist at vide, om de kommer sig uden mén.
Det er dét, der er det intime kammerspils styrke: Man bliver – som publikum – dybt berørt, fordi man er vidne til tre karakterers intime drama, genkender ting fra sit eget liv i deres og helt overlades til sig selv i spørgsmålet om, hvorledes deres nye verdensbilleder kommer til at tage sig ud.
”After Miss Julie” er vedkommende og vellykket, godt instrueret af Ian Burns og troværdigt spillet af Maria W. Nørgaard, Benjamin Stender og Johanne Wang-Holm. Især førstnævnte brillerer som den forkælede, uerfarne, sensuelle og skrøbelige overklassepige, Miss Julie, der forblinder og forfører faderens chauffør – på bekostning af køkkenpigen, chaufførens forlovede.
”After Miss Julie” er baseret på August Strindbergs drama ”Frøken Julie”, tekstbearbejdet af Patrick Marber og instrueret af Ian Burns. Medvirkende: Maria W. Nørgaard, Benjamin Stender, Johanne Wang-Holm. Forestillingen er et engelsksproget gæstespil af That Theatre Company og kan ses på Krudttønden frem til 25. marts 2017.
**** / Også anmeldt i Østerbro Avis