Amerikanske Michael Bolton har for årtier siden slået sit navn fast i hjemlandet og i resten af den (h)vide verden. Vel startede han sin karriere som sanger indenfor hård rock og metal, men det blev som crooner med pop-rock-ballader, at han for alvor slog sit navn fast, begyndte at vinde priser og snart langede mere end 75 millioner album over disken. Den 64-årige sangers nye album, Songs of Cinema, er igen-igen et strejftog ud i ballader for nostalgikere – denne gang ud i kendte sange af andre sangskrivere – sange, som alle er blevet anvendt i filmsammenhæng. Det er ballader som When a Man Loves a Woman (udødeliggjort af Percy Sledge i 1966 og soundtrack til filmen af samme navn), When a Man Loves a Woman (udødeliggjort af Whitney Houston og soundtrack til filmen, The Bodyguard) og Cupid (udødeliggjort af Sam Cooke og soundtrack til filmen, Day Special). Michael Bolton boltrer sig aldeles ubesværet i balladerne, der i hans versionering organisk mikser pop, rock og soul og som alle meget, meget tydeligt tilkendegiver, at her er der en crooner med styr på sit ”instrument”. Michael Bolton er uomtvisteligt en fremragende sanger! Problemet er bare, at han læner sig op af den ufarlige, sløvende underholdningsmusik, som er så present og afholdt i USA, selv om den ofte er så kedelig.
*** / Frontiers Music / 33 min. / Også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk