Den canadiske jazzpianist, Brian Dickinson, er et vel etableret navn i sit hjemland – en rutineret herre, der både kan komponere, spille klaver og lede et orkester. Dét dokumenterer han på The Rhythm Method, hans 11. album i eget navn, og han har dokumenteret det på flere tidligere album, gennem sit samarbejde med navne som Kenny Wheeler, Jerry Bergonzi og Lee Kontiz, og i øvrigt gennem utallige af sine sceneoptrædener de sidste 30 år. Al materialet til hans nye album er nyskrevet, originalt og så absolut vitalt. Der har ikke indsneget sig nogen form for rutinepræg. Tværtimod. Dickinsons materiale på albummet fremstår netop vitalt, spændstigt og mange facetteret. Det er således en fin omgang moderne instrumentaljazz, Dickinson og hans fire sidemen – altsaxofonisten Luis Deniz, tenorsaxofonisten Kelly Jefferson, bassisten Neil Swainson og trommeslageren Ted Warren – bringer til torvs på baggrund af originalkompositionerne. Sammenspillet er organisk og velsmurt. Summen af det hele så absolut respektindgydende.
**** / Addo Records / 65 min.