Den svenske jazzsangerinde, Viktoria Tolstoy, er et etableret navn – ikke bare i Sverige, men i hele Europa. Og dét skyldes både, at hun har en vokal tyngde, og at hun har formået at forvalte dén med snilde. Hendes nye album, Meet Me At The Movies, holder bare ikke niveau. Albummets titel refererer til, at Tolstoy denne gang versionerer soundtracks – numre som Calling You (Bagdad Café), Kiss From A Rose (Batman Forever), New World (Dancer In The Dark), Love Song For A Vampire (Bram Stoker’s Dracula) og As Time Goes By (Casablanca). Flere af disse numre er notorisk gode, men flere af dem animerer også til forvalterens pæne side, og dét er i tilfældet Tolstoy ikke så godt. For når hun bliver pæn, bliver alt alt alt for pænt. Konceptet – versionering af soundtracks – er sikkert udtænkt af Nils Landgren, som (ofte er optaget af koncepter og som) har produceret albummet. Men da også han har tendens til at blive for pæn, er risikoen for at kanter og krudt forsvinder overhængende, og dét er altså sket på Meet Me At The Movies. Selv får jeg mere lyst til at høre Björks originaludgave af New World og Annie Lennox’ originaludgave af vampyrsangen.

***  /  ACT Music  /  49 min.  /  også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk