TEATERANMELDELSE Forestillingen, ”3xBeckett”, er – som titlen antyder – tre små forestillinger samlet til én. På plakaten er fire etablerede navne: Ellen Hillingsø, Morten Grundwald, Ulla Henningsen og Tommy Kenter. Men hvad er det, man som publikum bliver vidne til, når man sætter sig til rette i foyerscenen i Gasværket? En – på overfladen – mærkværdig, krævende og givende forestilling.
I første del, ”Ikke Jeg”, er kun Ellen Hillingsø på scenen. Man ser hende ikke, men hører hende. Hører hendes højrystede, hysteriske monolog, hendes skiftende tonefald, hendes varierede tempo, hendes antydning af pauser. Men man ser hende ikke. Kun ser man hendes mund – læberne, tænderne, tungen – oplyst, mens alt andet henligger i mørke. Dén monolog – der fra Hillingsø kommer som tyndskid fra en spædkalv – varer vel i ti minutter. Så dæmpes selv spotlyset, og tæppet går for, fornemmer man, i mørket.
Få minutter efter går tæppet fra til anden del, ”Hva’ Joe?”, hvor kun Morten Grundwald er på scenen. Man ser ham, tydeligt oplyst, siddende sammensunket i en slåbrok på kanten af en seng ude til venstre på scenen – vel at mærke med siden til publikum. Frontalt filmes hans ansigt og overkrop, og de levende billeder projiceres op på et stort trapezformet fintmasket net til højre på scenen. Man ser hans ansigt, hans udtryk, hans minimalistiske mimik i stort format – om end han intet siger! Man hører en hviskende, drævende, næsten messende stemme – Ulla Henningsens – en stemme, der antager karakter af en indre dæmon, der både bebrejder den alderssvækkede Joe og forsøger at indgyde ham mod: ”Mist ikke modet, når du er så tæt ved målet”. 30 minutter går – med en messende stemme og en (alt andet end intetsigende) næsten paralyseret karakter (fremragende spillet af Grundwald). Herefter tændes lyset, der er pause og plads til almindelig smalltalk.
Efter pausen, lyset dæmpes, tæppet går fra til tredje del: ”Krapps sidste bånd”. På scenen sidder en forsumpet karakter, Tommy Kenter. Ene og alene. Ved et bord, under en lampe. Og med sprut tilgængelig ude i et siderum. Fra selvsamme siderum henter han nogle metalæsker, en spolebåndoptager og et register over indholdet på de bånd, der er i æskerne. Ud af en af æskerne tager han et bånd, han sætter det på og i hen ved halvdelen af de cirka 40 minutter lytter han til optagelserne af sine egne monologer – optagelser, som han tilsyneladende betroede båndoptageren for år tilbage. På båndet fortæller karakteren Krapps yngre jeg om liv og virke, oplevelser og refleksioner. Og alt det spejles op i nutiden og den forsumpede karakters virkelighed. Man forstår, at alt ikke bare er lige så skidt, som det altid har været, men langt værre. Og alligevel siger den forsumpede karakter: ”De år, der er gået. Jeg ønsker dem ikke tilbage.”
Dén sætning indrammer den aldrendes sørgmodigt ensomme, langstrakte farvel til livet og markerer samtidig, at en virkelig bemærkelsesværdig cirkel i virkelighedens verden sluttes: Grundwald var Gasværkets første direktør og slutter (antageligt) sit virke som skuespiller med ”3x(uforglemmelige)Beckett” på Gasværket. Grundwald stødte ind i Becketts drama for 60 år siden og kan (måske) slippe det nu med ”3x(krævende og givende)Beckett”. Alt i stykket er som en uimodståelig og udfordrende modvægt til tidens Twitter-kultur. ”3xBeckett” er i sandhed hjerte og smerte. Med hovedvægt på smerte.
”3xBeckett” er skrevet af Samuel Becket, oversat af Jesper Kjær og Klaus Rifbjerg og instrueret af Walter Asmus og Morten Grundwald. Medvirkende: Ellen Hillingsø, Morten Grundwald, Ulla Henningsen og Tommy Kenter. Forestillingen kan ses på Gasværket fra 23. januar til 21. februar 2017.
Også publiceret i Østerbro Avis.