Egentlig er han finne, jazzpianisten Frank Carlberg, men New York har i de seneste år været hans primære legeplads. Det er her, han har opsøgt, og her han har fundet de ”kampfæller”, som han eksempelvis kaster sig over Thelonious Monk sammen med. ”Monk Dreams, Hallucinations, and Nightmares” er således Carlbergs og hans 17 sidemen’s hilsen til Monk – ni nyskrevne numre og én versionering af Monks egen perle, ”Round Midnight” – alle udsat for det store orkester. På papiret lyder det jo fedt. Også fordi det er 17 virkelig dygtige sidemen, finnen har opsporet i USA, og alligevel efterlader albummet mig kold. Det er som om, kompositionerne er blevet for stramme. Som om det gigantiske lydbillede er blevet indrammet for småt, idet væsentlige kanter er forsvundet ud af synsfeltet. Ikke dermed sagt, at Carlberg og hans ensemble i et forsøg på at tækkes mainstream, serverer noget pænt. Men deres musik forbliver teknisk, matematisk, snarere end kunstnerisk, fri. Og dét gør mig kold. Associationerne til Monk er ganske vist reelle, men hvis musik også skal røre, så er dette album snarere et mareridt end en drøm.

***  /  Red Piano Records  /  70 min.