Peter Bastian laver kaffe, mens jeg går rundt i hans hus i Nødebo i Kongernes Nordsjælland. Vi går begge ud igennem det høje græs på plænen foran huset og kigger ud over Esrum Sø, vender tilbage gennem græsset, stopper op ved reolen med pladerne og pladespilleren, taler om musik og lytter til en af hans perler – en gammel bulgarsk LP med Stoyan Velichkov på kaval, en bulgarsk skråfløjte. Herefter sætter vi os med kaffen, og indledningsvist falder vores tale 1) på foredragsrækken, ”Mands Minde”, som meningsdanneren Peter Bastian holdt på Vartov i København i 2010, og som siden i bearbejdet form udkom som bog med titlen ”Mesterlære – en livsfortælling” og 2) på det fænomen, at selvsamme Peter Bastian netop synes at være kommet sig over en akut leukæmi, undervejs i sygdomsforløbet at have besluttet sig for at indspille og uddele af sin kærlighed til især den bulgarske musik og dermed at kunne fejre de første 50 år som professionel musiker med albummet ”Bastians Ballader”. Jeg beder ham – med udgangspunkt i balladerne og bogen, hvori han på én gang afslører en dyb indsigt på specifikke områder og en mening om mangt og meget – om at karakterisere sig selv. Først tøver han, men så kommer ordene i en lind strøm:

”Jeg er en selvstændig empiriker i mit eget liv. Det er en form for selvoptaget, som handler om at forstå mig selv i den størst tænkelige sammenhæng. Der er mange specialister rundt omkring, som ikke tør udtale sig om noget, der ligger udenfor deres eget speciale, men jeg er en fortolker af min samtid og tør bruge min livserfaring. Alligevel er det svært at sætte en etikette på, hvad jeg er. Måske kan jeg sige: passioneret interesseret. I ”Ind i Musikken” karakteriserede jeg mig selv med ordene: ”En automatisk koncentration. Et tilfældigt opslag i en bog, og omverdenen forsvandt.” Er der et eller andet, der fanger mig, så går jeg til det på den nørdede måde. Det gælder for eksempel den bulgarske musik. Det, at jeg har fordybet mig i dén, er en af de stærkeste beslutninger, jeg har taget i mit liv. Men jeg kan også nævne hele afdelingen for mystik. Dér gik jeg altså også til den, fire timer om dagen fra klokken halv fem om morgenen i en lang årrække.”

”Vil du forstå i bredden, må du gå i dybden, og dét har jeg gjort. De områder, hvor jeg er gået i dybden bliver et slags koordinatsystem som så at sige udspænder virkeligheden. I hvert fald har jeg, med stort held kunnet udtale mig om en hel del ting, som jeg ikke har særlig meget forstand på. Det gælder også min bog ”Mesterlære”. Jeg læser min samtid, samtidig med at jeg konstant snakker om mig selv og bjælken i mit eget øje. Det lyder privatpersonligt. Men overraskende nok, er der læsere, som føler sig klart opfattet.”

”Jeg holdt ”Mands Minde-foredragene” i Grundtvigs Forum på Vartov, og de blev downloadet 250.000 gange. Og dét er interessant. I foredragene tog jeg subjektivt mit liv og mine iagttagelser for pålydende, samtidig med at jeg var meget omhyggelig med at vælge mine ord i formidlingen. Og det interessante er altså, at noget subjektivt oplevet åbenlyst også kan være noget alment. Det er vel det, der karakteriserer litteratur.”

 

”I den bulgarske musik er der noget, der rammer mig fuldstændig præcist, og med min kærlighed til netop dén musik, har jeg fået den meget bredt ud. Også dét er interessant. Det er jo utrolig specialiseret, det der sker i Balkan-musikken. Den er nørdet, meget præcis, sådan og ikke sådan. Nu hørte vi Stoyan Velichkov, og det er edderma’me komplekst, det han spiller. At spille den musik er uhyre krævende. Men det ejendommelige er, jeg fuldstændig falder for den og i kraft af min kærlighed til den, selv får gang i den danske Balkan-scene – med Balkan Trioen og Bazaar. Vi var de første, der virkelig gik i dybden med Balkan-musikken. I Balkan Trioen var det simpelthen livet om at gøre.”

Hvad var det helt specifikt ved Balkan-musikken, der ramte dig i sin tid?

”Dét var den essentielle grundsmerte. Jeg oplevede at jeg blev genkendt, et sted hvor jeg troede, at jeg var alene i verden. Det var en jordrystelse, som jeg blev nødt til at gøre noget ved. Det var et bestemt nummer af Nikola Jankov, som jeg hørte hjemme hos harmonikaspiller Egon Aagaard med Balkan Trioen – det, jeg på ”Bastians Ballader” har indspillet i min egen version, og som jeg kalder ”Nikola Jankovs Ballade”. Nummeret ramte mig, så jeg ikke kunne komme mig – som et spejlbillede der viste mig, hvem jeg var, uden formildende omstændigheder. Jeg blev med dét ene nummer genkendt på det dybest tænkelige personlige niveau – på min eksistentielle grundsmerte. Og dét er et voldsomt dybt niveau. Al den smerte, der lå i mig – jeg fornemmede nok, at den var der, men jeg havde ikke set den udefra så at sige, jeg havde ikke tænkt på den, men jeg blev pludselig genkendt som ved et lynnedslag.”

”Jeg havde længe været fascineret af Balkanmusikken og var selv begyndt at spille den, men Jankovs nummer ramte mig direkte i hjertekulen. Og straks besluttede jeg, at dét ville jeg lære at spille. Jeg forsøgte først med fagotten, men det gik ikke. Så begyndte jeg at spille klarinet. Det lød forkølet som en spurvefjært. Og så tog jeg ned og besøgte ham – det er en lang historie, som fremgår af min første bog, ”Ind i musikken” – og det blev til et meget langt venskab. Han lever stadig og er stadig en væsentlig del af mit liv. 84 år er han. Men det, jeg oplevede med netop det nummer, var: barberbladet på nerven. Noget fuldstændig stolt og usentimentalt. Det samme karakteriserer Stoyan Velichkovs musik. Og min egen. Der er ikke nogen klynk i den. Den bulgarske musik er stolt, selvrespektfuldt og usentimentalt i kontakt med den dybest tænkelige smerte.”

 

”I vores oplevelse af at være et isoleret selv, adskilt fra andre – det er jo en erfaring, de fleste af os lever med, selv om vi også kan opleve kærlighed og fællesskab – i vores oplevelse af det separate selv, i den boble af adskilthed, hvor vi dybest set føler os som Palle alene i verden, i dén boble er den dybeste følelse the blues, smerten. Uden for boblen, kan du møde Mozart. Det møde strækker sig langt uden for boblen, ud i friheden. Men inde i boblen er den fundamentale følelse ensomhed og smerte. Og side om side med dén, ligger ligger den spirituelle længsel: længselen efter forløsning. Og Lo and Behold! Det fantastiske ved musik er, at forløsningen er indbygget i den! Forløsning forstået som frigørelse. ’Pyhhh, jeg er fri af min smerte!’ Det er derfor, jeg siger, at den dybeste følelse i den isolerede boble er the blues og side om side med den: længslen efter at komme ud af den.”

”I det isolerede selv ligger the blues, men i en endnu dybere forstand overlevelsesinstinktet. Vi har været hinandens middagsmad i milliarder af år. I de knoglerester, man har fundet – af mennesker fra de sidste halvanden millioner år – er der tandmærker, som fortæller, at halvdelen af os er blevet ædt – af andre mennesker. Hvad fortæller det om vores forhold til naboen? Det fortæller os, at kærnen i overlevelsesinstinktet er rædsel. Vi café’er os ud af det og alt muligt andet, men den fundamentale angst vil altid være der.”

”Den gode nyhed er, at der er to former for frihed fra boblen – den ene er den meditative i form af væren, den anden og vigtigste er vores liv i skabende aktiviteter, den skabende opslugthed. Med musik, hinanden, farver, børn, what ever. I dit arbejde kan du mærke, at du er fri. Du kan dit kram på klarinetten for eksempel. Med den er du fuldstændig fri; du har kontrol over den; og derfor kan du slippe kontrollen. Og det skal du. Ellers fungerer det ikke. Friheden er, når du slipper kontrollen. Og når du slipper den, kan der ske det, at musikken spiller sig selv, med dig som redskab. Og så er du vidne til, at der kommer noget ud af dit instrument, som du ikke kan. ”

 

”Op ad den eksistentielle grundsmerte ligger den dybeste længsel. Derfor: Er der noget musikere skal kunne, er det kombinationen af ’gang i den’ og ’the blues’. Du bliver nødt til at kunne begge dele: ’gang i den, af sted, fanden-gale-mig’. Og den anden: ’synk ned i den eksistentielle grundsmerte, sammen med publikum’. Er der noget der forener publikum og musiker, er det the blues.”

”Den eksistentielle grundsmerte er som en tyngdekraft, der trækker dig ned igen og igen. Gennem et langt liv kan du få bugt med den på forskellig vis, men ellers vil den være der som en tyngdekraft. Men det, der for eksempel er interessant i en meditativ praksis er, at du – hvis du virkelig rammer the ground – vil opdage, at der lige netop der, på bunden, strømmer en primær glæde, der ikke er baseret på noget. Men det er en anden og lidt længere historie, som ligger helt uden for boblen.”

”Helt konkret skete der i mit tilfælde det, at en klarinettist, der kunne sit kram, pegede på mit hjerte. Han kunne synge fra sit hjerte, men han pegede på mit. Og noget gik op for mig: ’hjælp!’ Og fordi det var musik, lå det i mig. Konen var ikke gået fra mig, der var ikke en ydre årsag til min smerte. Jeg blev bare ramt af en klarinet, der pegede på mit hjerte, og det betød, at det ikke var farligt for mig. Da Jankov rundede musikken af, efter at have induceret den i mig, og jeg kunne være i den, uden at den var farlig, så slog de gækken løs. Så begyndte kædedansen. Det er dét, der er pointen i folkemusikken: ’YES! Livet er godt!’ Men først bliver der peget på smerten.”

 

”Ved bryllupsritualerne i Bulgarien er det første, der sker, en march gennem byen. Der bliver hældt raki indenbords; brudgommen går af sted med sit følge for at henter bruden; Jankov går forrest; alle gæsterne bag ham får håndklæder, så de kan tørre sveden af panden; og når de når frem til brudens hus, netop da slår orkestret over i tragedien. På min nye plade er der et nummer, der hedder ”Asen Dimitrovs Ballade”. Den handler om det bevægende øjeblik, hvor døren går op, og faderen kommer ud med sin datter, for at give hende til brudgommen. Dén kan man spille i al evighed. Og den rummer al den vemod, der knytter sig til et bryllup! Vi ved jo godt, at bruden skal flytte hjem til brudgommen i en anden by, og at ægteskabet i sig selv er risikofyldt. Man binder sig for livstid – i hvert fald i Bulgarien. Og hvad er det nu for en skiderik, man kommer til at bo sammen med? Hvad er det for en rabbenskralde, man kommer til at bo sammen med? Bulgarerne tager i bryllupsritualerne sorgerne på forskud. Og derfor kan de også slå gækken løs. Fredag morgen til søndag aften med meget lidt søvn.”

”Jeg har selv spillet til et bryllup sammen med Jankov, og han kunne spille og spille og spille. Festen blev holdt i et telt, som var en overdækket gade i landsbyen, der var langborde og for enden en scene, og så var det ellers om at spille, uden forstærkning. 300 dansende bønder, og Jankov kunne spille dem op. Sent, sent i det første morgenlys stod han ene mand og spillede for en flok fulderikker i kædedans, med et lunt glimt i øjet. Øresønderrivende kraftigt. Nu har jeg selv fundet et mundstykke, der gør, at jeg kan hamle op med ham – et velvoksent mundstykke og en gammel klarinet fra 1880, som sparker røv!”

”Men for mit vedkommende blev mødet med den bulgarske musik en form for terapi, som foreløbig har stået på i 55 år, uden at jeg i øvrigt har villet røre ved terapi som sådan. Min kone, Helle Skaarup, som er forstander for Løgumkloster Refugium, er uddannet psykoterapeut, så nu begynder jeg at forstå, at terapi også kan noget. For eksempel i forbindelse med alvorlig sygdom. Men med al respekt og fokus på musikken: Jeg har aldrig spillet så godt, som jeg gør på den nye plade. For nu har jeg fundet en klang, der er mig selv. Og det sjove er, at jeg også har fundet klangen på fagotten.”

Dette er første del af et længere interview med Peter Bastian – også publiceret i magasinet Jazzspecial.