Birgitte Soojin & Per Møllehøj: Pergitte

Please follow and like us:

  • 0
  • Share

Hun bor i Danmark, den norske sangerinde, Birgitte Soojin, som for et par år siden udsendte to minimalistiske og aldeles fremragende vokaljazzalbum: ”Swing Low” og ”Put The Blame On Me”. På førstnævnte versionerede hun fortrinsvis en række afro-amerikanske spirituals, på sidstnævnte en række ballader udødeliggjort af Elvis Presley. Og nu er hun her så igen, med endnu et minimalistisk vokaljazzalbum, hvorpå kun er akkompagneret af guitaristen Per Møllehøj. Denne gang har den norske jazzsangerinde med den dybe, varme og klippefaste vokal søgt i The Great American Songbook og fundet en række ballader, der er blevet stående som evigt grønne standards. Selv om de notorisk er evigt grønne, har Birgitte Soojin alligevel formået at give dem et imponerende nyt liv. Hendes album rummer således den ene perle efter den anden – perler, der alle skinner i et nyt lys på grund af hendes meget personlige autenticitet og ægthed. Ballader som ”More than You know”, ”Wrap Your Troubles in Dreams” og ”I’m getting Sentimental over You” bliver med sangerindens tilgang som væsentlig nye indspark i den uomgængelige sangbog.

*****  /  HighLow Records  /  36 min.  /  Også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk

Please follow and like us:

  • 0
  • Share