Der består et ”ægteskab” mellem Thomas Dybdahl og Store Vega.

Ægteskabet manifesteres ganske vist kun én gang årligt, når Dybdahl i december giver en koncert i Vega. Men selv om ægteskabet således er præget af et helt års adskillelse, så er man ikke i tvivl: Ægteskabet fremstår som er det naturligt, modent og i stadig udvikling! Dets manifestation fremstår som oprigtigt varm.

For mange blandt publikum er ægteskabets manifestation endog blevet en forudsætning for, at julefreden kan indfinde sig. I hvert fald er der igen-igen udsolgt til december-koncerterne, således også denne torsdag aften, da norske Dybdahl og danske Vega igen-igen fusionerer i et formfuldendt, passioneret og fuldt overvåget favntag.

Med sin kunstneriske naturlighed, jordbundne autoritet og underspillede humor lægger Dybdahl fra første strofe Store Vega og det københavnske publikum ned med åbningsnummeret ”That Great October Sound”, og snart spiller han og hans fem sidemen nogle uhyre velspillede udgaver af gribende numre som ”A Lovestory”, ”But We Did” og ”Easy Tiger”. Gensynsglæden i den store sal bliver ikke mindre af, at sangerinden, Silje Salomonsen, som ”en overraskelse” kommer ind på scenen og bidrager i en smuk duet (vokalt og med mundharpe) i blandt andet den eminente ballade, ”Adelaide”. Derfra bliver manifestationen et bombardement af eminente ballader – signaturnumre som ”Cecillia”, ”Tomorrow Stays the Same” og ”One Day You’ll Dance For Me, New York City”. Og konstant må man tænke: Det er fascinerende, så stærkt et greb, han har om sine virkemidler. Han er ikke bare en dygtig sangskriver, guitarist og sanger. Ikke bare en kunstner, der på magisk vis mestrer indlevelsen og nerven. Han fremstår i det hele taget som en komplet singer-songwriter. Han kan ubesværet håndtere alle kunstens facetter. Både de facetter, der knytter sig til den mere ”traditionelle” singer-songwriting og den, der knytter sig til den mere Hill-Billy-agtige form for country, som nummeret, ”Maury The Pawn”, er et godt eksempel på.

Koncerten torsdag aften slutter han af med publikums opbakning i nummeret, ”Dream Weaver”, hvorefter han og alle sidemen forlader scenen, der kort tid efter bliver indtaget af julemanden, der lettere mystificeret over at befinde sig her – uden gaver – tager en elguitar frem og spiller og synger, ”I’m Dreaming of a White Christmas”. Thomas Dybdahl og hans orkester vender tilbage, genner diskret julemanden ud bag scenens bagtæppe, og så synger og spiller de selv til allersidst, ”Have Yourself a Merry Christmas”. Og dermed kan publikum lade julefreden indfinde sig, alt imens Thomas Dybdahl og hans orkester – der nok skylder navne som Jeff Buckley, Prefab Sprout og Lambchop et og andet – kan tage videre til den udsolgte december-koncert i Vauxhall i Århus. (Er det et sidespring fra ægteskabet i København?)

*****  /  Koncert også anmeldt i netmagasinet gaffa.dk