BOGANMELDELSE   Artvectum er på én gang en forfriskende ny og frygteligt forudsigelig digtsamling. Den er forfriskende, idet den rummer ”digte fra jazzens vold” – digte, der rummer et vist sprogligt overskud, og som alle knytter an til navngivne jazzudgivelser uden nødvendigvis at handle om disse specifikt. Forudsigelig, idet den matcher alle denne læsers fordom om, hvordan en selvudgiverbog tager sig ud – dens design er ueffent, dens hele indpakning aldeles kedelig og konventionel, dens ”ophobede” digte uden klar retning og tilstrækkelig redigering. Alt det forudsigelige gør digtsamlingen som helhed til et lidt anstrengende bekendtskab.

Samlingen består af fire kapitler, som alle kredser om musiske landskaber og tilstande – herunder digtet i jazzens vold, hvoraf det fremgår, at ”jazzen er vold / vold mod det skrevne og det stemte / den stemmes af ingen for den forbliver utæmmet / et vildt dyr der fabulerer sig gennem landskaber af vildnis / hør hvor den hyler hør hvor den hyler”… etc. Af citatet fremgår, at digtene betræder den smalle sti, hvor sprogligt overskud balancerer faretruende tæt på det forudsigeligt konventionelle.

Og dét er Artvectums problem. Digteren (og selvudgiveren) har bestræbt sig på at lave stor kunst, men har i sine bestræbelser hermed forsømt at hente kvalificeret modspil i redigeringen, den grafiske design, etc. Derfor forbliver denne læser så mærkelig uberørt – trods forhåndsinteresse for både jazz og digte.

**  /  Forlaget for Ophobet Litteratur  /  130 sider