På min vej hjem fra Forum passerede jeg Blågårds Plads netop som to grupperinger af 3G’ere var ved at komme op at toppes. Jeg hørte kun én sætning, da jeg cyklede forbi, men lederen af den ene gruppe henvendte sig meget klart og kontant til en specifik person i den anden gruppe, som bakkede: ”SVAR MIG eller du får én på fucking hovedet!” Af tonefaldet forstod man, at der kunne sættes handling bag ordene.
Når jeg nævner episoden skyldes det, at ordet ”fucking” nok var det mest anvendte, der hvor jeg kom fra: DMA 2016 i Forum. Medina, Minds of 99, Phlake og flere andre fandt det naturligt fra scenen at forstærke deres sprog med anvendelse af det engelske ord – selv om det herskende ”overforbrug” af det, i mine ører, gør det lige så grimt, fladt og betydningsforladt som det mere danskklingende ”pisse”.
Men hvorfor overhovedet bruge ordet? Er det for at dække over et begrænset ordforråd? Er det for som bruger at fremstå stærk og sej og glædeligt overrasket (i Forum, ikke på Blågårds Plads)? Det kan i hvert fald ikke være for at fremstå nuanceret og optaget af hverken det danske eller engelske sprogs potentiale og poesi. Ordets brug er så omsiggribende, at man kunne få den tanke, at flere af de danske modtagere af en DMA, må have gået i samme hårde skole (på Blågårds Plads).
Nå, men lad nu det ligge. For eksempelvis fremstod (storforbrugeren af besværgelsen) Medina som ægte rørt, da hun modtog ”Årets Ærespris”. En pris hun faktisk fortjener trods både op- og nedture. Hun fortjener den på grund af sine op- og nedture, og fordi – som branchen forklarede sig: ”Det kræver et særligt talent at kunne åbenbare storheden i de simple følelser for os andre”. Og fordi ”det kræver hårdt arbejde gang på gang og hit på hit – igennem et årti – at kunne tage os med helt ind i dine sange.” Der var ingen tvivl om, at hun var taknemmelig.
Der er heller ikke tvivl om, at dansk poprock har en helt særlig puls pt. Når man på scenen oplevede navne som netop Phlake, Aura og MØ, stod det klart, at niveauet er uhyre højt. Meget højere og vidt spædende end man skulle tro muligt, når man hørte takketalerne fra prispodiet.
A propos takketaler, så var der politik i luften – måske fordi der blæser forandringens vinde i både USA og Europa. Det var således meget klart, at MØ og Ukendt Kunstner refererede til disse vinde, da de henholdsvis sagde: ”Vi lever i en tid, hvor vi må stå sammen, for frygt må ikke blive til had” og ”Hvis man gerne vil være en del af verden, så bliver man nødt til at dele verden”.
Ude i menneskehavet foran scenen var mange dog optaget af noget helt andet end politik: Mange var optaget af hinanden, men de fleste var optaget af sig selv. Mange – både kvinder og mænd – havde opgraderet klædedragterne, hvoraf man kunne forstå, at de tillagde begivenheden en særlig betydning, men på gulvet foran scenen holdt de stadig øje med deres mobiler og muligheden for at få en selfi med netop deres idol i billedet. Og så kværnede de ellers, som var de der ikke for musikkens årligt tilbagevendende statusopgørelse, men for at høre sig selv tale. Selv på bakken af stolerækker bagerst i Forum var modne mennesker optaget af hinanden og sig selv. Også her blev der kværnet – formodentlig i febrilske forsøg på at overbevise inviterede ledsagere eller venner om egne indsigter og fortræffeligheder.
Måske løftede de også blikket af og til. Og gjorde de det, oplevede de et show afviklet dybt professionelt af TV2 og Forums crews. Ikke bare var TV2s produktion – som under showet blev vist på to storskærme på Forums sidevægge – dybt professionel, stram og lækker. Alt det, man ikke så på skærmen, var lige så professionelt, stramt og lækkert: arrangementet omkring den røde løber og kunstnernes (fodboldspillernes, politikernes og især TV-værternes) ankomst og passage ned forbi pressens fotografer, den logistiske håndtering af publikummer med forskellige armbånd (der gav adgang til forskellige områder), den logistiske håndtering af sceneskift bag de to sceners tæpper, den logistiske støtte til de to glimrende værter (Burhan G og Rasmus B), kommunikationen, serviceringen, etc. Niveauet var alle vegne med militaristisk præcision. Imponerende. Lige som niveauet på den øjeblikkelige poprockscene i Danmark.
Reportage også publiceret i netmagasinet gaffa.dk