Svensk presse har sammenlignet hende med Ella Fitzgerald og Isabella Lundgren – ’Sveriges bedste jazzvokalist’ – og kaldt hendes debutalbum ”imponerende”, ”moden” og ”sensationel”. Nu står hun måske på tærsklen til et internationalt gennembrud med et touché efter bare én skive.

Ellen Andersson er en ung kvinde, født og vokset op i Linkøbing, en by i det centrale Sverige midt imellem Göteborg og Stockholm. Hendes far hørte konstant jazz, da hun var barn, og dét satte sig åbenbart afgørende spor i hende, for nu, i en alder af 25 år, springer hun selv ud som ambitiøs jazzsangerinde med albummet ”I’ll Be Seeing You”.

Albummet blev i begyndelsen af september 2016 indstillet til ”Europe Jazz Media Chart” og dermed eksponeret overfor jazzmedier i hele Europa endnu før, det udkom. Hvor stort gennembruddet med pladedebuten så bliver, nu hvor albummet er på gaden, må tiden vise. Men der er ifølge de europæiske jazzmedier ingen tvivl om, at Ellen Andersson har potentialet til det helt store gennembrud.

Vi har aftalt at mødes på en lille café på Amagerbrogade i København. For selv om hun stadig bor i Linkøbing kommer hun ofte til København. Dels fordi hun har mange musikalske venner i den danske hovedstad, dels fordi hun igennem flere år har været en del af det danske vokalensemble Touché. Hun er netop denne dag i København for at øve med Touché, så når vi skal skilles efter interviewet, skal hun rundt om hjørnet til Sundby Kirke, for at øve sammen med ensemblet. Sådan er det, når man – som hun kalder det – er ”freelancer”: Man må flytte sig, hvis man vil indgå i de sammenhænge, der byder sig til for en vokalist.

Starten på vejen ind i jazzens verden

Ellen Andersson er petit og forsvinder næsten i sit eget overtøj og den sofa, hun har fundet sæde i på caféen på Amagerbrogade. Men hun har også et stort smil, som ofte lyser op i løbet af de to timer, vi sidder overfor hinanden. Vi taler om hendes vej ind i jazzens verden, og når hun skal forklare, hvor dén startede, vender hun tilbage til faderen: ”Jeg begyndte at lytte til jazz, fordi min far lyttede til jazz.”

I musikgymnasiet begyndte hun selv at vælge jazzen til, selv om genren for de jævnaldrene klassekammerater forblev perifer. ”Jeg blev ved med at lytte til jazz, fordi jeg blev grebet af den blå tone, af spændingen i harmonikken og af det swing, der kan være i jazz. Jeg kunne lide det, jeg hørte, og fik selv lyst til at lytte mig længere ind i genren. Min far hørte Billie Holiday og John Coltrane og meget andet, men selv knyttede jeg med tiden især bånd til Ella Fitzgerald.”

Ellen Anderssons far var ”hobbymusiker”, når jobbet som ingeniør tillod det. Hendes mor var sygeplejerske og optaget af musik. Men alle parrets tre børn er blevet musikere – om end det endnu kun er Ellen, der har valgt musikken som levevej.

”Jeg er den ældste, så det var mig, der først valgte. Men mine to yngre søskende har også valgt musikken: Den ene spiller i dag kontrabas og jazz, og den anden guitar og rock.”

Tradition og et nyere tonesprog

Ellen Andersson selv bor stadig i Linkøbing, men hendes levevej fører i dag til stadig flere længerevarende ophold i Stockholm og København – her i landet især som følge af engagementet i Touché. Og netop dét har bragt hende ud på turneer i Europa.

Touché er en vokalgruppe, der – inspireret af Singers Unlimited – synger gamle standards og ballader, gerne støttet af big bands og vel at mærke i et nyere tonesprog. Gruppen synger elegante vokalharmonier og scat; iørefaldende jazz, der er udødeliggjort af sangere som Ella Fitzgerald.

Ellen Anderssons engagement i Touché tog sin begyndelse, medens hun endnu studerede på Skurups Folkhögskola nær Malmø og næsten samtidigt med, at hendes eget projekt – dét, der nu gør hende pladeaktuel i eget navn – tog sin begyndelse.

“På skolen i Skurup lærte vi nogle bestemte ting, men mit eget projekt ’handlede’ om noget andet og tog sin begyndelse ved et tilfælde: Jeg og nogle andre musikere fik et job, hvor vi skulle spille julejazz på en gade i Stockholm i forbindelse med et marked. Vi syntes selv, at det – vi sammen skabte – var noget særligt, og derfor ønskede vi at videreudvikle det. Sådan opstod mit projekt med kvartetten. Det udviklede sig fra noget, jeg absolut ingen forventninger havde til – til noget, der nu kræver, at jeg konstant er på. Skiven afstedkommer, at jeg skal øve, optræde live, lave PR, give interviews, opdatere hjemme- og Facebookside, kommunikere, administrere og så fremdeles. Så selv om Naxos udgiver skiven og i den forstand organiserer meget af det praktiske, vokser opgaven også for mig.”

Det handler bare om at bidrage

Albummet – eller ”Skiven”, som hun kalder I’ll Be Seeing You – består af standards: ”sange med dybde og en enkelhed i deres natur,” som hun selv formulerer det. ”Gruppens lyd er meget nytænkende – selv om vi holder fast i vante rammer og i, at det er standards. Vi har en lidt åbnere lyd af den simple grund, at vi har guitar med og ikke klaver. Dét giver mere plads til min vokal. Men at det blev sådan skyldes ene og alene, at den konstellation, jeg oprindeligt jammede med på julemarkedet i Stockholm, var med guitar og ikke klaver.”

Instrumenteringen giver ganske rigtigt en anderledes klang og ”mulighed for at synge andet og mere end temaer.” Men den anderledes klang skyldes også hendes meget personlige lyd og musikalske integritet og autenticitet. Da jeg spørger til hendes stemme, svarer hun ikke desto mindre:

”Jeg har aldrig gjort mig tanker om, hvordan jeg vil lyde. Jeg har lyttet til andre sangere og ladet mig inspirere, men det der kommer ud af mine egne stemmebånd, er det, der kommer ud! Slet og ret. Og materialet? Det matcher bare min stemme,” siger hun ydmygt. ”For mig handler det bare om at bidrage.”

”Når jeg synger med Touché er jeg for det meste backing. Eller ’instrument’, om du vil. Jeg er én stemme ud af mange. Som solist i mit eget projekt udtrykker jeg mig mere helt, medens andre er instrumenter. Så for mig byder de to konstellationer på vidt forskellige udfordringer.”

Kvittering som ”imponerende”

Ellen Andersson oplever ikke jazzscenen i Danmark og Sverige som væsensforskellig. Og det overrasker mig, da hun endda tilføjer, at hun ikke føler sig særlig forbundet til den svenske visetradition: ”Ikke at jeg synes, den er dårlig. Jeg har bare aldrig lyttet til den.” Alligevel bliver hun i Sverige sammenlignet med Isabella Lundgren, der har sit afsæt i traditionen og flere gange er blevet benævnt: ’Sveriges bedste jazzvokalist’.

”Det mærkelige er,” fortsætter Ellen Andersson, ”at folk altid – når de skal fortælle om mig og min stemme – relaterer til en eller anden, de før har hørt. Jeg synes ikke selv, jeg lyder som nogen anden, men det er klart, at også jeg kan blive sammenlignet med andre, og at dét kan være en fordel.”

Hendes nye album har i hvert fald fået en fin modtagelse i Sverige. ”Og pludselig forholder folk sig specifikt til det udtryk, der er fastfrosset på min skive. Anmeldelserne har været gode, og dét er jeg glad for, men det underlige for mig har netop været, at folk på baggrund af dén har sammenlignet mig med andre sangerinder.”

”Vi lavede – helt naivt – musikken for musikkens skyld. Vi ville bare dokumentere, det vi kunne og ende op med en fysisk dokumentation i hånden. Selvfølgelig vidste vi også, at vi skulle have en CD at sende ud for at få nogle gigs. Men vores fokus var egentlig bare at få et færdigt produkt i fysisk form, hvorom vi kunne sige: ’Det her er os, sådan lyder vi!’” Og så vågnede Ellen Andersson og hendes sidemen op til kvitteringer som ”imponerende”, ”moden” og ”sensationel” i den svenske presse.

Ella Fitzgerald er inspirationskilden

Jeg spørger hende, hvem hun i dag finder inspiration hos. Svaret falder prompte:

” Ella Fitzgerald har jeg lyttet til siden jeg var lille. Hun er let tilgængelig. En sangerinde med en ekstrem pondus. Men jeg lytter også til instrumentalmusik, især Jonathan Kreisbergs. Han spiller så klinisk eksakt på guitaren, at man uvilkårligt lytter til hver eneste tone. Han har et fantastisk swing og en fantastisk pondus. Men Ella Fitzgeralds pondus er ekstrem. Hun er så dygtig, så naturlig og så ægte, og det er dét, det handler om. Hun formidler en livserfaring, som vi andre kan håbe at opnå og ikke kan forcere frem. Hendes ægthed vidner om, at hun kan hvile i sig selv og sine erfaringer og erkendelser. Jeg stræber ikke efter at blive som hende, men hun er en stor inspiration.”

Ellen Andersson vurderer selv, at størstedelen af hendes tid i jazzen er gået med ”at lære jazzsproget at kende”. Hun har sunget indenfor andre genrer end jazz, blandt andet for af tekniske grunde at lære sit ’instrument’ at kende, men primært har hun bestræbt sig på ”at lære jazzsproget at kende.”

Når jeg spørger, hvad hun forstår ved ordet ’jazzsprog’, svarer hun: ”Jazzsproget handler om måden at lytte til timing, swing og harmoni. I jazzen lærer man at håndtere tonerne fra akkorderne, man går ind i sproget og lærer dets mange farvenuancer at kende.”

Jeg fortæller hende, at jeg har noteret mig, at hun synger på engelsk og ikke på svensk. Og så spørger jeg hende hvorfor.

”Jeg er selvfølgelig fortrolig med det svenske sprog, men i de aktuelle standards føler jeg mig mere bekvem i det engelske. Teksterne er skrevet på engelsk og matcher på en eller anden måde bare bedre det gældende jazzsprog.”

Jeg vil ikke være musikken foruden

I’ll Be Seeing You består af standards, men hvordan gør man standards til sine egne numre?

”Som nævnt var et af ønskerne med CD’en at få nogle gigs: Jeg vil gerne ud og spille live. Men hvordan jeg gør standards til mine egne?”

”Når jeg går ind på en scene, tænker jeg i hvert fald ikke, at jeg skal gøre noget bestemt, eller at jeg skal lyde på en bestemt måde. Det er klart, at jeg forbereder mig og arbejder med min teknik, men jeg tænker mest af alt på ikke at blive stresset, hvilket i sig selv er svært nok: Det at stå foran et publikum, der forventer noget, er jo en stressfaktor. Inden en koncert må jeg derfor gå lidt til side, samle mig og fokusere. Normalt bliver jeg ikke nervøs på scenen, men jeg forsøger alligevel at sikre mig, at det heller ikke sker. Og dét gør jeg blandt andet ved at arbejde med min teknik, så dén ikke står i vejen, når jeg går på scenen.”

Jeg spørger hende, om det hele hendes liv har ligget i kortene, at hun skulle stå på en scene.

”Jeg har studeret musik, men egentlig altid tænkt, at jeg ikke ville gå ind i branchen. Men nu er jeg her, og jeg har erkendt, at jeg ikke vil være musikken foruden. Måske kan jeg være med i nogle år, og uanset hvad, vil jeg aldrig slippe den helt.”

Jeg spørger, om hun har overvejet selv at skrive sange og musik.

”Det indgår i mine overvejelser, for jeg har jo også noget, jeg gerne selv vil udtrykke. Men indtil videre fortolker jeg det, andre har skrevet.”

Interview også publiceret i magasinet Jazzspecial