Det er ikke tit, vi i Danmark hører progressiv rock fra Grækenland, men det eklektiske orkester, Gravitysays_I, er med sit tredje album på 13 år, ”Quantum Unknown” så absolut værd at tjekke ud. Det seks mand store orkester med Manos Paterakis og Nikos Retsos i spidsen spiller en særegen form for progressiv rock, som momentvist sender tankerne i retningen af Marillions og Pink Floyds næsten symfoniske, storladne og dog minimalistiske musik, men som også rummer elementer af ambient electronics og elementer af traditionel græsk musik. Instrumenteringen er vidtfavnende fra synths til (traditionelle) rockinstrumenter som guitar, bas, trommer og keys, men som noget helt ekstraordinært også tilsat f.eks. akustisk guitar, trompet og santur – et traditionelt mellemøstligt strengeinstrument, der minder om en horisontal harpe. Numre som ”A Ivory Heart” og ”Every Man” er som skudt ud af Marillions kanon. De er bygget op omkring helt enkle strukturer, men tilsat mange facetter i kraft af rige ciseleringer og (for vores breddegrad) atypiske fraseringer og melodilinjer. Manos Paterakis’ messende vokal, og – i sidstnævnte nummer: strygere – gør oplevelsen fascinerende og glædesfyldt. Musikken er gennemført flot og så absolut voluminøs.
**** / Inner Ear Records / 40 min.