Nok gik en del af min opmærksomhed på sidemanden, for der stod en odeur om ham af… ja, var det bagt sød kartoffel? Vesterhavsost? Sommervarm oksepølse med fennikel? Eller slet og ret sved? Mine lugtesans kredsede om spørgsmålet og det mulige svar.
Og dog formåede jeg – sejr! – at holde størstedelen af mit fokus – d.v.s. syns- og høresansen – rettet mod koncertens midtpunkt, den camerounskfødte bassist og sanger Richard Bona som med udtalt charme og humor, teknisk og kunstnerisk overskud ”styrede” sit cubanske orkester gennem en af jazzfestivalens store ”concert hall concerts”.
Orkesteret, Mandekan Cubano, er en tight, dybt professionel og innovativ sekstet, som på mange måder har taget stafetten op, hvor Buena Vista Social Club slap den, men som også – med den internationalt anerkendte og meget virtuose, vestafrikanske bassist og sanger i spidsen – har taget et stort skridt i retningen af en raffinering af den afrocubanske musiktradition. Dén har alle dage haft en tæt forbindelse til Vestafrika, idet et stort antal slaver i sin tid blev fragtet til de spanske kolonier i Latinamerika – bl.a. Cuba – og med afsæt i det vestafrikanske stammesprog, ”mandekan”, holdt musikken levende – side om side med dansen og fortællekunsten.
Richard Bona stammer selv fra en musikalsk familie i Cameroun – idet hans bedstefar var sanger og fortæller i griot-traditionen. Dét mærker man i Bonas musik og sceneoptræden, selv om hans musik også trækker linjer på tværs af genrer og i dag reelt forekommer internationaliseret. Fra scenen fortalte han, at han flere gange er blevet spurgt, hvorfor han det ene øjeblik spiller jazz, det næste afrobeat, det tredje afrocuban. Og hans eget svar var, at det hele er ham: ”Det nye er, at jeg nu er uafhængig og ikke bundet til et bestemt pladeselskab”.
Som independent – og inspireret af den fælles kulturhistorie og folklore – har han altså stillet sig i spidsen for en sammensmeltning af den vestafrikanske og cubanske musik, og for nylig har han da også udgivet et album, ”Heritage” sammen med Mandekan Cubano. Af samme grund var den altovervejende del af musikken lørdag aften hentet fra det album.
Koncerten var ikke mange minutter gammel, før man måtte konstatere, at der i Mandekan Cubano ikke var svage led. De seks musikere – på klaver, trompet, trombone, trommer, congas og percussion – var dermed et perfect match med Richard Bona, som selv er en aldeles eminent bassist og sanger – som musiker inspireret af el-bassisten Jaco Pastorius fra Weather Report, som sanger inspireret af sin bedstefar og den vestafrikanske fortælletradition.
De syv på scenen spillede sig med professionel effektivitet igennem numre som ”Bilongo”, ”Cubaneando” og ”Jokoh Jokoh”, men også gennem en fantastisk smuk (mere afrikansk) ballade som ”Matanga”, og så tog Richard Bona sig ellers den frihed – midt i koncerten og som absolut allersidste ekstranummer (man fik indtryk af, at han kunne have fortsat i det uendelige, og foreslog da også selv at slutte mandag) – at give soloeksempler på sine evner som sanger og musiker. Disse solopartier var de mest fortryllende ved koncerten i Koncertsalen, fordi de tydeliggjorde hvor virtuos og gennemmusikalsk han er – noget som kan fortabe sig midt i al den latter, han udløser med sin charmerende humor.
Soloen midt i koncerten præsenterede han som en ”voodoo song from the Northern Denmark”, alt imens at han i en tilsyneladende vildrede forsøgte at orientere sig blandt de mange knapper på maskineriet på gulvet foran sig. Han fortalte, at maskinen var bygget i Danmark, at han var ved at lære dansk og tilegne sig sproget side om side med sin tre-årige søn, ”som ser Ramasjang”. Da publikum ikke straks forstod ordet, ”Ramasjang”, spurgte han overrasket: ”Er I ikke danskere?” Eller ”er I så gamle, at I ikke ser det program?” Under solopartiet til allersidst præciserede han, at han selv var fra ”the south of Denmark, the very south”, og så spillede han ellers lidt soloklaver, før han tog bassen op og sang et potpourri, der forbandt Vestafrika og Danmark – bl.a. med et helt vers af H.C. Andersens ”I Danmark er jeg født” – og med efterfølgende elementer af human beat box tilsat basrytmer, som han tilsyneladende ikke vidste, hvordan han skulle få stoppet. Folk morede sig, og sjovt var det – selv om det også kunne have været interessant at høre en koncert, som blottet for al sceneshow og gejl havde fokuseret på den kunstnerisk dybde, som Richard Bona mestrer. For ham er sprog og musik nemlig to alen af samme raffinerede stykke. Men koncerten blev en aften i den afrocubanske musisk og humorens tegn. Og at den til sidst kom til en ende var en glæde – også fordi lugtesansen på 1. balkon ikke længere lod sig fornægte.
***** / Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk