Det er uforståeligt, at amerikanske Melody Gardot endnu ikke har modtaget en Grammy Award. Men en dag står hun med en, for sjældent har man set og hørt en ung singer-songwriter entre den internationale musikscene med en sådan karisma. At hun bliver sammenlignet med Nina Simone forstår man – rent kunstnerisk. At man nævner hende, når snakken falder på Amy Winehouse, forstår man også. Men historien om Melody Gardot er særegen. Havde det ikke været for en alvorlig trafikulykke, var hun efter alt at dømme ikke blevet sanger og sangskriver.

Den unge studine var bare 18 år, da hun som cyklist i sin hjemby Philadelphia med stor kraft blev ramt af en bil, der kørte over for rødt. Hun blev kastet gennem luften, landede og fik – enten ved mødet med bilen eller asfalten – to alvorlige brud på sit bækken, alvorlige skader på rygsøjlen og alvorlige skader i hovedet. Af samme grund var hun et helt år efter ”bundet” til hospitalssengen.

Hun blev ikke hjerneskadet, men hun mistede til dels evnen til at tale og mistede både dele af sin kort- og langtidshukommelse. Hun taler frit og ubesværet den dag i dag, men stadig er det en kamp for hende at huske, hvad hun skal i løbet af dagen. Det var en kamp for hende at komme til at gå igen, hvorfor hun i årevis gik med stok. Det var en kamp for hende at slippe af med smerterne, hvorfor hun i årevis bar et smertedulmende bælte om taljen. Og én kamp kommer hun aldrig til at vinde: Ulykken gjorde hende hypersensitiv overfor lys og lyd, så solbrillerne kommer hun aldrig til at slippe.

Men indlæggelsen bibragte to gode ting: 1) Som led i sin behandling blev hun udsat for musikterapi, og dén virkede til hendes store glæde. Af samme grund er hun den dag i dag selv involveret i arbejdet med musikterapi for blandt andet hjerneskadede. Og 2) tiden i hospitalssengen – kombineret med musikterapien – gav hende mod på at skrive sange.

Hun opdagede, at hun ikke kunne holde ud at høre den musik, hun før ulykken havde lyttet til. Derfor begyndte hun selv at skrive sange og synge. Da hun ikke kunne stå og sidde ret længe ad gangen, lå hun i sin hospitalsseng – udstyret med pen og papir – og snart en guitar, som hun lærte at tæmme.

Det var i hospitalssengen, hun skrev de fem sange, som siden kom med på hendes debut-EP, “Some Lessons: The Bedroom Sessions”. Først syntes hun ikke, sangene skulle indspilles og udgives, men hun lod sig alligevel overtale, og snart blev de spillet igen og igen på universitets radiostation, WXPN, i Philadelphia. Det var den radiostation, som få år før havde lagt grunden til Norah Jones’ verdensgennembrud.

Stationen opfordrede Melody Gardot til at indspille en demo, og dén demo udløste en kontrakt med Universal Music og i 2008 udgivelsen af hendes første album, ”Worrisome Heart”. Albummet blev allerede i 2010 genudgivet – nu på Universals sublabel, Verve – og med ét var det Melody Gardot, der fik et verdensgennembrud – hende man talte om i stedet for Norah Jones.

Siden er det blevet til yderligere tre album, masser af anmelderroser, høje salgstal og en næsten konstant turné rundt i verden.

 

Jeg fanger hende over telefonen, på et tidspunkt hvor hun er hjemme i Philadelphia mellem to turnéer. Hun passer en hund, som under samtalen gentagne gange påkalder sig opmærksomhed. Alligevel er hun tydeligt til stede, generøs og lattermild.

Jeg ved, at din mormor var polsk immigrant i USA, og at din mor havde et job, som gjorde at I så at sige levede i en kuffert. Du har i interviews sagt om dig selv, at du selv er ’verdensborger’, hvad mener du med det?

Hun svarer uden omsvøb:

”Jeg er en ’citizen of the world’ i den forstand, at jeg som musiker er en nomade, der rejser som en vanvittig. Så rent fysisk er jeg en en verdensborger. Noget andet er så, at jeg finder det vigtigt at give sig tid til at opleve og forsøge at forstå de forskellige kulturer, jeg møder på mine rejser – deres rødder, deres karakter og udtryk – så jeg kan indgå i et reelt møde. Bare det at mestre et minimum af det sprog, jeg møder, så jeg kan hilse, det anser jeg for forudsætningen for at kunne være høflig og udvise respekt for dem, jeg møder.”

Hvorfor er det vigtigt for dig?

”Det er det bare. Hver gang jeg går på scenen i et nyt land, er det vigtigt for mig som minimum at kunne takke folk for at være mødt frem. Vi er inviteret til at give en koncert, og det må vi værdsætte og glæde os over. Derfor må det også være naturligt, at vi som minimum prøver at forholde os til dem, der har inviteret.”

Jeg formoder, at dine omfattende rejseaktiviteter først blev en realitet, da du blev en kendt musiker. Men havde du samme tilgang til verden, samme horisont, før du blev musiker?

”Nej. I mit tilfælde er det rejseaktiviteten, der har givet mig det syn på verden. Der er folk, der siger, at ’home is where you lay your hat’. Og sådan har jeg det selv i dag, idet jeg som regel føler mig hjemme, der hvor jeg er. Men ikke dermed sagt, at det er entydigt, eller at jeg kunne slå mig ned og bo hvor som helst.”

Du er selv født og vokset op i et stort land med et sprog, der er udbredt i det meste af verden. Mange af dine landsmænd er fuldt ud tilfredse med at blive i deres eget land og tale deres eget sprog. Hvorfor fik du det anderledes?

”Fordi jeg rejser. Nord-, Syd- og Centralamerika er meget forskellige. Nordamerika i sig selv er et gigantisk kontinent, og alle taler engelsk – bortset fra det mindretal i Canada, som taler fransk. Det er med andre ord let at klare sig på engelsk i Nordamerika. Men rejser du i andre dele af verden, bliver du opfattet som et fjols, hvis du kun holder dig til dit eget sprog. Derfor er det vigtigt, at du forholder dig til andres. Jeg ved godt, at der er mange amerikanere, som ikke engang gør sig den anstrengelse at forsøge at forstå andre kulturer og sprog, men for mig at se er det ikke en rimelig tilgang til verden. Kendskab til andre sprog og kulturer er forudsætningen for kunne kommunikere og ’connecte’ med andre mennesker i andre kulturer. Og hvordan skal man kunne ’connecte’, hvis ikke man som minimum forsøger at forstå andres baggrund og sprog? Man taler om musik som et universelt sprog, men uanset om jeg lytter til en, der synger på engelsk, fransk, spansk, portugisisk, japansk eller kinesisk skal jeg bruge tid på at lytte mig ind på vedkommende. Og giver jeg mig ikke tid, ’connecter’ jeg ikke.”

Er der strejf af andre kulturer og traditioner end de nordamerikanske i din musik?

”I dén grad. Verden ligger for mine fødder som inspiration. Jeg har for eksempel været i Sydamerika og arbejdet med en producer, som bragte mig meget mere over i det latinske. Jeg sang nogle sange på portugisisk, så ja, helt sikkert. Jeg elsker ikke bare at rejse, men også at lade min musik rejse og at lade den påvirke af andre lyde og sprog og genrer. Mingus og Miles var musikere, der altid stillede sig åbne overfor nye impulser og forsøgte at få deres musik til at vokse i nye retninger. Dét inspirerer mig.”

 

Du har optrådt i Norden flere gange. Har du hørt nordiske lyde, som du kunne integrere i din egen musik?

”For at være helt ærlig, så har jeg ikke været der tilstrækkeligt længe til egentlig at have lyttet mig ind på noget særligt nordisk. Typisk er jeg ankommet, har givet en koncert, overnattet på et hotel og rejst videre næste morgen. Jeg har været i Danmark, Norge, Sverige, Finland. Har nok tilbragt mest tid i Sverige, men har i alle landene oplevet interessante ting – f.eks. en stor parade i Oslo, hvor alle var iført traditionelle klæder og fejrede et eller andet, som var det en Oktoberfest i Sydtyskland… Måske ved du, hvad det var?”

De fejrer hvert år løsrivelsen fra Danmark. Uafhængigheden…

”’Oh, no’. Mener du det? Måske er det mest uafhængigheden, de fejrer. I hvert fald… det at se paraden – bare det at have tid til at opleve noget andet og nyt, at se og høre andre tendenser og traditioner… det er fascinerende. I Danmark har jeg erfaret, at folk elsker at drikke og danse – især op imod jul. Der er sikkert meget andet og mere at aflure i Danmark, men jeg har været der for lidt til at kunne pege på noget specifikt…”

Man taler ofte om den særligt nordiske tone – en nordisk melankoli – i jazzmusikken… Siger dét dig noget?

”Jeg kan huske, at en eller anden har fortalt om det, at man i Norden bruger så stor en del af året i mørke, at dét har sat sig i tonen i musikken. Jeg kan ikke huske detaljer fra fortællingen, men jeg kan huske, at jeg har hørt tale om fænomenet, og jeg kan huske, at jeg lyttede til noget musik med en af fyrene fra Universal Music, og at jeg blev dybt fascineret af den nordiske tone. Jeg kan selv være melankolsk af og til og have trang til at være alene og skrive og lignende. Og den trang delte jeg med ham, jeg talte med. Men jeg kunne faktisk godt tænke mig at opleve den nordiske vinter mere gennemgribende, det fremherskende mørke. Til gengæld finder jeg det svært at håndtere sommeren i Norden, for der er konstant så lyst, at det er svært at finde ud af, hvornår man skal sove. Jeg kan huske, at jeg har spist middag kl. 3 om natten og været helt forvirret. Men vinteren! Den er fascinerende, og jeg føler, at jeg kan genkende min egen sjæl i Norden og i den nordiske musik. Jeg elsker mørket og bjergene og sneen og fornemmelsen af at være et sted, hvor skyerne fødes. Jeg har været steder i Norge, hvor skibe sejlede ind og ud af fjorde, og hvor man ikke kunne se, hvordan de ville finde ud eller ind. Steder, hvor skibene så at sige forsvandt i tågen. Det var mærkeligt og meget, meget smukt. Men i virkeligheden burde jeg fordybe mig meget mere i det nordiske – og det danske – for i realiteten har jeg bare set brøkdele af byer på vej til og fra koncerter. Sidst jeg var i København, var jeg heldig at have to overnatninger, og der boede jeg af alle steder i The Red Light District, og dét fandt jeg virkelig interessant. Jeg fortalte publikum i koncerthuset om det – om den på én gang unikke og mærkelige oplevelse det var at bo i distriktet. Men skulle jeg opleve mere af Danmark skulle jeg blive i længere tid.”

 

Dit fornavn, Melody, hvad er historien om det?

”Faktisk gik der mange år, før jeg overhovedet tænkte over mit fornavn, for jeg var jo vokset op med det, og havde ikke skænket det så mange tanker, at jeg hed Melody. Det var en del af mig. Men da jeg begyndte at give interviews, begyndte spørgsmålet at komme op. Og i begyndelsen havde jeg intet svar, så jeg ringede på et tidspunkt til min mor og spurgte hende, hvorfor jeg havde fået det navn. ”Hvorfor spørger du?” ”Fordi jeg bliver spurgt!” Så fortalte hun, at hun – da jeg blev født – havde troet, at hun skulle have en dreng. Lægerne havde fortalt hende, at hun ville få en dreng, så billederne fra skanningerne kan ikke have været så gode. Men det betød, at hun udelukkende havde tænkt på drengenavne, så da jeg så blev født, lå hun der – med en lille pige – og et ’WHAT?’ på læberne. Det kom helt bag på hende. Da vi blev udskrevet og kom hjem anede hun stadig ikke, hvad jeg skulle hedde. Men hun brugte en uges tid på at forsøge at ’connecte’ til det lille nye væsen, og da jeg var meget urolig, begyndte hun at nynne og synge. Og dét beroligede mig. Hun var lidt af en hippie, som spillede guitar og sang, og da jeg så at sige responderede på dét, besluttede hun, at jeg skulle hedde Melody. Og sådan blev det.”

Er der på en eller anden måde en forbindelse derfra og til, at du selv som voksen er blevet optaget af musikterapi?

”Det ligger nok i mit DNA, at jeg bliver rolig med sang og musik. Da jeg voksede op, var det bestemt ikke en del af mit liv, men jeg er glad for, at det siden er blevet tilfældet. Jeg er glad for, at jeg både kan få lov til at skrive sange, synge og performe. At min passion er blevet min levevej.”

Men terapien, var den bare en hjælp, da du skulle komme dig efter din ulykke, eller er den en aktiv størrelse i dit liv i dag?

”Det var musikterapien, der hjalp mig til at forstå, at jeg overhovedet var musikalsk og kunne skrive, synge og spille. Det var ikke egenskaber, jeg troede, jeg havde, før jeg blev ramt af ulykken. I dag arbejder jeg selv med musikterapi for og hjælper mennesker, der har fået hjerneskade, har Alzheimers eller lignende. Alt sammen baseret på den basale viden, der findes, om musikkens helende kræfter. I 2006, tre år efter, at jeg selv havde modtaget min første musikterapi, fik jeg mulighed for – i en alder af 26 – at undervise i musikterapi på det universitet, hvor jeg studerede. Og der er altså ikke noget som at se et menneskes ansigt – når det sidder foran et familiemedlem, en kæreste, en ven, som har været udsat for en ulykke, et traume, en alkoholforgiftning – der kan være mange grunde til, at din hjerne bliver skadet – at se dets ansigt lyse op, måske efter to-tre år og forskellige forgæves behandlingsforløb og medicinering, når den skadede for første gang gøre fremskridt. Dét er overvældende. Lad mig give dig et eksempel: Der var en ung mand, der var paralyseret. Man havde gjort alt muligt og intet virkede. Han sad i en kørestol og kunnet intet. Ikke røre sig. Ikke signalere noget overhovedet. Vi placerede en violinist foran ham, og for første gang kunne han langsomt løsne det forkrampede udtryk, han havde i ansigtet. Bare ved at høre en violin. Hvad havde vi gjort? Vi havde fået kontakt til en del af hans hjerne, som piller ikke kunne nå. Vi havde nået hans sjæl og sind og modtaget et signal om, at han ikke var død endnu. Jeg er med på, at man kan føre mange, lange diskussioner om, hvordan man behandler mennesker med hjerneskader, men når et menneske – som du ikke kan få kontakt med, og som ikke kan røre sig, ikke reagere på noget som helst, ikke engang kan blinke – reagerer på en violin, en nynnen, en sang, så ’connecter’ du til et sted dybt i eksempelvis den unge mands hjerne, sind og sjæl. Det samme med Alzheimers patienter. Det kan være mennesker i 60erne eller 70erne, som ikke kan huske deres liv, hvor de bor, hvem de er i familie med, hvem deres børn er. Sætter du for eksempel en gammel plade med Billie Holiday på, så kan du opleve dem synge med. Hvordan er det muligt? Hvordan kan man huske noget, som man stiftede bekendtskab med for 40 år siden? Noget så simpelt som en sang. Når du nu ikke kan huske det menneske, du har været gift med i hele dit voksne liv. Det kan du, fordi vi får fat i en anden del af hjernen. Pointen er, at vi oplever musik som noget forbipasserende, der understøttede en oplevelse eller begivenhed – det kan være et møde i forbindelse med en koncert, det kan være musik til et bryllup, musik i en butik, en restaurant eller noget helt femte. Vi oplever den som et fortidigt bagtæppe, men noget har hængt fast. Det kan være teksten, det kan være melodien eller begge dele. Det kan være et stykke klassisk musik, som har kaldt tårerne frem hos dig, eller som har fået dig til at le. Men sagen er den, at musikterapi er noget helt utroligt, og at min egen erfaring med den ikke er unik. Jeg er ikke den eneste, der har fået gode resultater ud af musikterapi. Realiteten er den, at man kan bruge musikken som et redskab, bruge vibrationerne, frekvensen som en genvej til sjælen og sindet. Terapien har ændret mit liv, og derfor har jeg involveret mig i at hjælpe andre.”

 

”Vi talte tidligere om det med sprog, som redskab til at ’connecte’. Musik er et fundamentalt sprog, som alle kan forstå, når vi taler om tone og udtryk. Lyd, vibration, harmoni, bølgelængder – det alt sammen noget, vi kan fornemme, og som vi har brug for. Det er noget rent og enkelt. Videnskaben kan ikke helt forklare, hvorfor det forholder sig sådan, men min forklaring er den, at lyd er noget, vi fødes til at fornemme. Når et barn fødes, giver det lyd fra sig. Når et mennesker dør, udånder det med lyd. Lyd er noget, der sætter sig som et udtryk hos den enkelte – om vi griner eller græder, er vi soniske væsener, så hvorfor skulle musik ikke kunne lindre eller hjælpe?”

Er du stadig selv i behandling efter din ulykke?

”Jeg er ikke rask. Jeg skal stadig passe på mig selv – på en måde som et menneske, der ikke har været udsat en ulykke ikke behøver. Jeg har det ok, og har fundet min egen måde at passe på min krop. Det er jeg nødt til. Men jeg har det meget bedre, og det er snart et år siden, jeg begyndte at gå på scenen uden stok. Jeg har snart gået i ti år, og selv om det har været svært og hårdt, kan jeg i dag gå. Der har været tidspunkter, hvor det har været næsten umuligt – på vores sidste tour kom vi til Hamborg, og der kunne jeg dårligt stå oprejst, så jeg måtte undskylde og gennemføre koncerten siddende. Så i den forstand er jeg nogle gange som en lille, gammel dame. Jeg er både ung og gammel. Min krop er mere svagelig end mine jævnaldrendes. Men ellers har jeg det ok.”

Torsdag den 7. Juli gæster Melody Gardot København, hvor hun giver en koncert i Tivolis Koncertsal.

Interviewet er også publiceret på netmagasinet gaffa.dk