Saxofonisten, Benjamin Koppel, er kultur entrepreneur om nogen. Han er her, der og alle vegne – i de senere år både uden- og indenfor Valby Bakke.
Da Valby for nogle år siden blev for lille rykkede Summer Jazz (hans lille jazzfestival, som konsekvent profilerer sig som noget andet end Copenhagen Jazzfestival, selv om den foregår på samme tid og indgår i Copenhagen Jazzfestivals store program) og Cowbell (hans lille pladeselskab, som ikke bare udgiver plader, men også producerer projekter og master classes m.m.) ind på Frederiksberg. Og selv om det ikke helt holder, kan man i dag få det indtryk, at al sommer jazz i de to bydele har Koppels og Cowbells fingeraftryk. Så meget fylder Koppel og Cowbell i dag i Valby og på Frederiksberg.
Forankringen på Frederiksberg er Betty Nansen Teatret på Frederiksberg Allé, og på dette års jazzfestival har entrepreneuren blandt andet – sammen med sin far, pianisten Anders Koppel – lagt fundamentet for en fejring af den franske komponist, Erik Satie, som blev født for 150 år siden. Fejringen sker under det gennemgående tema, ”Breaking Borders”, og involverer foruden de to gange Koppel, Cæcilie Norby (vokal), Lars Danielsson (bas), Marilyn Mazur (perkussion), Tine Rehling (harpe) og Henrik Dam Thomsen (cello) foruden skuespilleren Peter Gantzler (fortælling) der læser tekster af Benjamins mor, Ulla Koppel. Jeg fik tirsdag aften mulighed for at se den anden af de to forestillinger.
Den formede sig som en fortælling om Erik Saties musik og virke, liv og død og tog af samme grund afsæt i en vis form for kronologisk orden, der i perioder blev understøttet af visuals på scenens bagvæg. Ind imellem de glimrende tekster / oplæsninger placerede sig øer af musik af Satie – omarrangeret af de to gange Koppel og udsat for den nævnte besætning og dennes disciplin og momentvise frihedstrang. Med andre ord – jeg oplevede en forestilling og noget musik, som var blevet udsat for en bevidst trang til at kombinere eksisterende brikker i nye mønstre. Grænserne mellem den klassiske musik og jazzen blev nedbrudt, grænserne mellem tradition og fornyelse blev udvisket, og grænsen mellem det instrumentale og vokale blev udfordret. Og alt dét lykkedes – takket være en eminent indsats fra de medvirkendes side. Det hele blev, som producenterne ønskede det, en form for moderne ambient musik. Ujævn ganske vist i kvalitet, men med bemærkelsesværdige højdepunkter. Selv blev jeg især bjergtaget af Cæcilie Norbys stemmepragt, Lars Danielssons fornemmelse for bund og Anders Koppels fingerdans på klaviaturet. Men også som helhed var forestillingen vellykket, fejringen velkommen og grænserne nedbrudt.
**** / Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk