Rickie Lee Jones tilhører i min optik en eksklusiv elite af aldrende singer-songwritere, som – når de optræder live – på organisk, naturlig og ubesværet vis kan blande deres gamle og nye repertoire og få det hele til at forekomme revitaliseret, nyt og sammenhængende. I den elite er der – udover Rickie Lee Jones – kun ganske få andre, hvoraf Bob Dylan og Van Morrison er de mest synlige.
Da Rickie Lee Jones gik på scenen i Amager Bio tirsdag aften genskabte hun igen-igen sit eget repertoire, så numre fra debutalbummet, Rickie Lee Jones, fra 1979 til numre fra det nyeste album, The Other Side of Desire, fra 2015 vitterligt forekom revitaliserede, nye og naturligt sammenhængende. Min konklusion: Rickie Lee Jones har ikke bare en stadig trang til at forny sig, hendes sange er også usædvanligt langtidsholdbare. Og hun kan få dem ud over scenekanten, så man efterlades forslået og imponeret.
Vibrerende hilsen
Sidst hun optrådte i Danmark var, da hun i oktober 2015 gik på scenen i Luther Kirken på Østerbro og med sin canadiske kvintet gav en forrygende intimkoncert med vertikal forbindelse og højt til loftet. Tirsdag aften, godt et halvt år efter, gik hun på den dobbelt så store scene i Amager Bio sammen med bare én musiker – den amerikanske vibrafonist og perkussionist, Mike Dylan, ”som bor på min vej i New Orleans, få minutter væk på cykel,” som hun formulerede det. Man så for sig, at de to mere eller mindre tilfældigt havde mødt hinanden på gaden, i en deli, måske et supermarked og havde fundet ud af, at de kunne noget sammen. Her stod de i hvert fald, de to fra samme gade, samme by i Louisiana, med en atypisk instrumentering og genskabte singer-songwriterens repertoire – startende med en forrygende, meget nedtonet udgave af Weasel and the White Boys Cool, som hun skrev for 40 år siden. Nummeret foldede sig ud som en vibrerende hilsen til 70’erne – med hovedpersonen selv på guitar og vokal og sidemanden på vibrafon og perkussion.
Og lad det være sagt med det samme: Lyden var fremragende. Ikke forceret, men nedtonet, og netop dét medvirkede til, at koncerten blev intim, præget af kontakt og lyst til at lytte frem for at kværne. Aldrig før har jeg været til en koncert i Amager Bio, hvor der som tirsdag aften blev lyttet. Så thumbs up til lydfolkene!
Noget på hjerte
Publikum lyttede selvfølgelig også, fordi Rickie Lee Jones er en, der har noget på hjerte, hvilket både fremgår af hendes tekster og af trangen til at revitalisere. Vel er revitaliseringen en konsekvens af den atypiske instrumentering, men ikke bare det. Skræller man alt andet end hendes egen håndtering af guitar og klaver væk, er det evident, at hun er en eminent musiker. Nok spiller hun lidt nonchalant og u-perfekt, men det er netop dét, der gør hendes spil så ”perfekt”. Hun tilstræber ikke det perfekte, og dermed bliver hendes spil så personligt og karakteristisk nyt og ”perfekt” hver gang.
Åbningsnummeret blev efterfulgt af nye udgaver af Young Blood (igen fra debutalbummet fra 1979), It Must Be Love (fra The Magazine, 1984), Satellites (fra Flying Cowboys, 1989), Last Chance Texaco og Chuck E’s In Love (begge fra debutalbummet), Blinded by the Haunt (fra The Other Side of Desire, 2015) og så fremdeles. Et miks af nogle af de fremragende numre, hun igennem årtierne har skrevet. Og alle blev fremført vitalt og med den rutine, der kendetegner en sanger/musiker, der vil noget og som ved, hvordan man håndterer sit materiale og kommunikerer med sit publikum. Den næsten to timer lange koncert var en kærlig og ærlig omgang med både materiale og publikum.
***** / Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk