Hun er et af hovednavnene på Aarhus Jazz Festival 2016, israelsk jøde af etiopisk afstamning, kendt for sin helt egen form for ethio-jazz. Men 31-årige Ester Rada er også en af de kunstnere, som ikke bryder sig om indsnævrende eller forstyrrende genrebetegnelser.

Hun benægter ikke, at hendes musik har karakter af verdensmusik eller ethio-jazz for den sags skyld – men hun foretrækker selv at undlade at tale om genrer, fordi talen om genrer har det med at skabe barrierer, som hun forsøger at undgå. Den etiopiske musiktradition er ikke desto mindre hørbar i hendes musik, lige som den israelske / mellemøstlige musiktradition og den amerikanske funk-, soul- og vokaljazztradition er det. På den baggrund forstår man godt, at hun vægrer sig ved at tale om genrer. For reelt er hun ”bare” en singer-songwriter, som tager afsæt i flere traditioner.

Hun pladedebuterede i 2013 med EPen, Life Happens. Allerede her demonstrerede hun sin sjælfulde stemmekraft i en musik, der var som en kombination af jazz, funk og R&B. I 2014 udsendte hun sit første hele album, Ester Rada, et gennemarbejdet hele, der genremæssigt var udvidet til også at favne reggae, soul og ethio-jazz. Med både EP og album sendte hun tankerne i retningen af så vidt forskellige forbilleder som Nina Simone, Amy Winehouse og Lauryn Hill. Hun optrådte med samme lethed, ægthed og nødvendighed som de, hvorfor anmeldere og andre musik-interesserede over det meste af verden begyndte at få øjnene op for hendes potentiale.

Men historien rummer mere end det.

Flugten til Europa

Det var en hungersnød i 1983, der tvang hendes far og mor til at flygte fra deres lille landbrug i Etiopien.

—Min far var landmand, men på grund af tørken svandt alle afgrøder ind til ingenting, så der var ikke andet, han og min mor kunne gøre, end at flygte, fortæller Ester Rada via en Skype-forbindelse fra Israel.

Flugten bragte i første omgang hendes forældre til Sudan, men da livet i flygtningelejren her både var farligt og udsigtsløst fortsatte forældrene deres flugt. Deres held var, at de var jøder. Den israelske regering besluttede nemlig i 1984 at hjælpe flere hundrede etiopiske jøder ud af Sudan. Under ”Operation Moses” blev etiopiske jøder først fløjet til Israel og derefter tilbudt israelsk statsborgerskab og bolig i bosættelser som Kiryat Arba, i udkanten af Hebron på Vestbredden. Dét tilbud tog hendes forældre imod.

I 1985 blev Ester Rada født. Hun voksede altså op i en bosættelse på Vestbredden som barn af etiopiske forældre – omgivet, som hun formulerer det – ”af hegn og soldater, der – som jeg forstod det – skulle sikre os”. Sikringen blev særlig vigtig, da intifadaen brød ud i 1987.

Livet i bosættelsen

Med årene erfarede Ester Rada at flere af de oprindelige, etiopiske naboer flyttede til andre byer i Israel – måske fordi de ikke længere følte sig helt så trygge på Vestbredden – og at hun selv stod tilbage – anderledes end de nye naboer – alene i kraft af hudfarven. Selv flyttede hun og hendes familie fra Kiryat Arba, da hun var ti.

—På dét tidspunkt havde jeg også på enhver måde forsøgt at distancere mig selv fra den etiopiske kultur, som min far og mor var rundet af. Når min mor talte til mig på etiopisk holdt jeg hænderne op for ørerne, og påstod at jeg intet kunne høre. Jeg ville have hende til at tale hebræisk. Og det ville hun sådan set også gerne, for hverken hun eller min far havde lyst til at vende tilbage til Etiopien. De ville, som jeg, gerne være israelere og blive i Israel. De var bare ikke så hurtige til at tilegne sig den israelske kultur og det israelske sprog, som jeg.

—Jeg var flydende på etiopisk, indtil jeg var seks, men mit møde med den israelske virkelighed udenfor husets fire vægge gjorde, at jeg insisterede på noget andet. Jeg ville ikke længere tale etiopisk, ikke længere spise etiopisk mad og ikke længere lytte til alle de kassettebånd med traditionel etiopisk musik, som mine forældre havde samlet sammen og konstant spillede. Jeg forsøgte af al kraft at blive israelsk, men jeg måtte jo også på et tidspunkt erkende, at jeg – uanset at jeg var født i Israel og talte hebræisk som alle de andre børn – så anderledes ud. Jeg var mørkere i huden end dem. Tydelig østafrikansk. Derfor blev det en kamp at finde mig selv og min identitet. Musikken blev mit redskab. Min flugtvej.

Musikken – mit redskab

—Til alt held har min mor altid været åben, så da jeg stædigt kom og ville sprænge alle rammer, var hun åben og lyttende og støttende. Hun forstod, hvorfor jeg ville noget andet. Og hvad det var, musikken kunne bidrage med. Derfor støttede hun mig – både når jeg insisterede på at tale hebræisk, og når jeg fortalte, at jeg ville engagere mig i musikken. Jeg opdagede således tidligt, at jeg med sang og musik kunne skabe mit eget univers – skabe mit eget billede af kærligheden, drømmene, livet.

Men karrieren som singer-songwriter / musiker tog først for alvor fat, da Ester Rada som ung aftjente sin værnepligt i den israelske hær. Her blev hun som sangerinde indrulleret i et militærorkester, og med dét kom hun ud på sine første turnéer i verden. Dét blev afgørende. Og ikke kun det.

Efter endt militærtjeneste flyttede hun til Tel Aviv. Her blev hun som skuespillerinde tilbudt en rolle i et populært TV-show, og via den genopdagede hun for alvor sin passion for musik. Hun oplevede den første store forelskelse – mødte en mand, som både var musiker og af etiopisk afstamning – og også dét blev afgørende, idet hun – via ham – genopdagede kvaliteterne i de etiopiske rødder, den etiopiske kultur, den etiopiske musik.

—Min rolle i TV-showet gjorde mig kendt i Israel. Min store kærlighed gjorde mig åben overfor traditionel etiopisk musik. Og da jeg siden mine teenageår havde været optaget af MTV og især VH1 og sangere som Ray Charles og Nina Simone, hang den ene og den anden og tredje verden pludselig sammen for mig. Fundamentet for en livsbane var blevet tydeligt.

Amerikansk rollemodel

—Jeg kan i dag se, at jeg – i og med, at jeg som sort levede i Israel – havde manglet rollemodeller: Dygtige inspirationskilder – innovative, stærke og karismatiske forbilleder. Især musiske. Men Nina Simone blev sådan et forbillede. Hun var en stærk, sort kvinde. Når hun gik på scenen, var det som om, hun intet frygtede. Hun var sig selv, talte lige ud af posen og var indbegrebet af selvtillid og frihed. Ærlig, sand, frygtløs. Hun vidste helt åbenlyst, hvad hun ville, og hun var villig til at ofre det, der måtte ofres, hvis hun skulle nå sit mål. Dét var inspirerende. Billedet af hende blev som en talismand for mig.

At Nina Simone er et forbillede skinner tydeligt igennem på Ester Radas hidtidige udgivelser: EPen, Life Happens, der udkom i 2013 og albummet, Ester Rada, der udkom i 2014.

—Musikken på de to udgivelser er et miks af alt det, jeg elsker og selv har hørt. Der er elementer af mine amerikanske forbilleder i musikken, elementer af traditionel etiopisk musik, jazz, funk, soul, etcetera. Og som Nina Simone forsøger jeg at udtrykke mig ærligt og redeligt, frit og frygtløst – uanset om jeg sidder ved et bord og skriver tekster, eller om jeg står på scenen og forsøger at få sangene ud over scenekanten. Det, jeg føler, skal kunne mærkes i nuet – på papiret og på scenen. Publikum skal kunne mærke mine følelser.

—Jeg har skrevet sange, der handler om kærlighed – om det at ”falde”, when you fall in love. Sange, der handler om at blive sin egen værste fjende. Sange, der handler om noget universelt og ikke specifikt om noget østafrikansk eller etiopisk eller israelsk. Vi er jo alle udstyret med det samme følelsesregister, uanset hvor vi kommer fra. Dét vil jeg gerne understrege, og dét kan folk mærke, uanset hvor i verden de måtte befinde sig. I den forstand er min musik international og til at relatere til. Jeg har ganske vist ikke optrådt i Etiopien, men det vil jeg gerne, og jeg vil gerne have min mor med derned, så hun kan opleve mig i sit oprindelige hjemland.

En optræden i Etiopien er helt sikkert et ønskemål. Især fordi en optræden dér, som Ester Rada formulerer det, vil ”markere en fuld accept af mine etiopiske rødder.”

—Det har været forvirrende at være en del af noget, når du var hjemme, og noget andet, når du var ude. Jeg må da også erkende, at det først var, da jeg accepterede og favnede mine etiopiske rødder, at jeg følte, jeg selv blev et helt menneske.

 

BOX

Aarhus Jazz Festival 2016 – i verdensmusikkens tegn

Aarhus Jazz Festival er naturligt nok lillebror til Copenhagen Jazz Festival. Men med over 300 koncerter på 33 spillesteder har den 28. udgave alligevel en bemærkelsesværdig størrelse.

Flere af de store navne i årets festival synger og spiller jazz, der læner sig op ad verdensmusikken. For nok er navne som David Sanborn, Melody Gardot, Lizz Wright, Brian Blade og Palle Mikkelborg hovedattraktioner, men side om side med dem står flere verdensmusiknavne som Tinariwen og Ester Rada.

Tinariwen er en malisk musikgruppe, der blev dannet i 1982 i Muammar Gaddafis libyske lejre af tuaregiske oprørere. Orkestret spiller Tishoumaren og synger som oftest på Tamasheq eller fransk – ofte om ønsket om uafhængighed fra Mali.

Ester Rada er israeler af etiopisk afstamning og synger / spiller et miks af ethio-jazz, funk, soul og R&B. Hun EP-debuterede i 2013 og blev med en succesfuld turné i USA, Canada og Europa hurtigt populær. I 2014 udgav hun sit første album, og siden har hun i både England og Israel været opvarmning for Alicia Keys.

Udover de to nævnte navne, præsenterer jazzfestivalen i Aarhus musik fra Syrien, Indien, Rumænien, Tyrkiet og Cuba. Og dermed ligner den festivaler i andre europæiske lande. Verdensmusik er ved at blive en integreret del af jazzfestivalernes repertoire – hvilket dog ikke er så udtalt i København. Men for denne pen at se er Aarhus på rette spor.

Interviewet er også publiceret i magasinet Jazzspecial og tidsskriftet CULTURES