Falkoner Allé på Frederiksberg, tirsdag aften kl. 22:30. Sjældent har jeg set et sådant trafikkaos omkring Hotel Radisson Blu Falconer. Biler er som i et andet Klondyke efterladt på kryds og tværs, i fodgængerfelter, på fortove, på vejbaner og skaber kødannelse – langt op og ned ad de tilstødende gader. Førerne? De har som mørke figurer samlet sig bag hotellet, på behørig afstand af indgangspartiet. Her står de med bekymrede blikke og venter på de teenagedøtre, der har været til koncert med det canadisk fænomen, Shawn Mendes – Justin Biebers arvtager. Nogle af forældrene skotter ganske givet i retningen af ambulancen og frygter, at netop deres datter er dånet inde i salen og nu ligger til genoplivning under blå blink. Andre skotter ganske givet til armbåndsuret, mens de tænker på hverdagens fornuftige struktur: sengetiden, lektielæsningen, næste dags morgen, etc.
Samme sted kl. 19:55, fem minutter før annonceret koncertstart. Hvad fanden, tænker jeg. Der er ikke et øje ved indgangspartiet. Er jeg forkert på den? Er det ikke i dag? Er det ikke kl. 20? Er det et andet sted? Ingen hænger ud, ingen står og ryger. Men jo, det er her, det er kl. 20, det er i dag. Alle har bare indfundet sig – i god tid. Aha, tænker jeg. Det har stået i kø. Det er derfor, der ned langs siden af hotellet ligger så uforholdsmæssig megen affald med store, gule M’er på. Da jeg selv slipper igennem security og får bekræftet, at jeg står på listen over anmeldere, siger billetdamen med et spændt smil: Tør du godt det? Jeg tænker: Hvad mener hun? Da jeg sekunder senere befinder mig i koncertsalen, bag et levende hav af teenagepiger (primært), forstår jeg: Hun har set, at jeg er ældre end gennemsnittet. Og, hun har vidst, hvad jeg gik ind til.
Kl. 20 præcist, eller er det ét minut i, koger salen over. Ind kommer en ung fyr, en guitarist – James TW fra London – som skal varme op. Jeg tænker: Måske kan pigerne ikke se, at det ikke er Shawn Mendes! Jo, det må de kunne. Hans navn står med store bogstaver på bagtæppet. Uanset hvad bliver han modtaget med en ungdommelig begejstring, der er så højlydt, at stemmerne allerede da samler sig til ét ustyrligt angreb på trommehinderne. Shit. De kender ham oven i købet. Synger med på flere af hans sange. Men ret skal være ret. Han er fandme også god, en virkelig ferm guitarist, en virkelig dygtig sanger. Han har helt tydeligt noget på hjerte, bevarer helt åbenlyst sin ro – selv om han pludselig er genstand for en ”hyldest”, som jeg aldrig før har set eller hørt en opvarmning blive tildelt.
Pause, opkørte piger løber i små grupper af to eller tre, ind og ud af salen. Tydeligt spændte. Tydeligt bange for at gå glip af noget: Tænk, hvis de var ude på toilettet, når Mendes trådte ind på scenen! Rundt langs væggene og enkelte steder ude på gulvet – på størst mulig afstand af scenen – ses forældre, der som små pitter udgør ”safe havens”, som døtre og deres veninder i knappe sentenser henvender sig til for straks igen at forlade i høj hast. Enkelte andre steder på gulvet ser man publikummer, der har ladt teenageårene bag sig, og som er der i egen ret.
Og så sker det. Lidt i ni, måske klokken 20:50, dæmpes lys. Stemmehavet rejser sig til én rasende tsunami. Og ind træder den 17-årige canadier med sit flotte, mørke hår og sin flotte, lyse guitar. Han bemægtiger sig mikrofonen, går lige på og hårdt, og alt hvad han gør, udover bare at synge og spille, afføder en tsunami af hysteri. Det, for en ældre sag som mig, så underlige er, at der bliver lyttet så lidt. For manden er faktisk virkelig god. Både som instrumentalist og sanger.
Han er et naturtalent, en rigtig dygtig singer-songwriter, som med både ægthed og troværdighed i stemmen formidler nogle sange, der tydeliggør, at han ligger i naturlig forlængelse af den flotte tradition, der i hele Nordamerika er for singer-songwriting. Hans fraseringer er eminente, hans musikalitet evident. Men bare et blik til siden, en hånd gennem håret, en direkte henvendelse til publikum og tsunamien rejser sig, som en øredøvende mur. Selv om jeg ikke har mødt Mendes, fremstår han som naturlig, helt down-to-earth og uspoleret. Derfor forestiller jeg mig også, at det for ham momentant må være frustrerende, at der ikke bliver lyttet noget mere, men bare idoliseret.
Men, måske er han selv ambivalent. På et tidspunkt henvender han sig direkte til publikum, han vil synge en følsom ballade og signalerer med udspredte arme og fingre, at han ønsker ørenlyd, men det får han kun i splitsekunder, for selv hans armbevægelser starter – til hans åbenlyse ærgrelse – tsunamier. Men, han er også selv ude om det. For da han siger, at København må være den by i verden, som har den højeste koncentration af smukke piger, bliver hysteriet fuldt udfoldet.
Piger falder i svime oppe foran, og bliver trukket hen over afspærringen af muskelsvulmende sikkerhedsfolk, hvorefter samaritter springer til med kildevand og førstehjælp. Uanset scenariet er det klokkeklart, at det, han leverer fra scenen, er både kompetent og naturligt, nærværende og gribende. Og da han runder af med sit hidtil største hit, Stiches, er det af samme grund til alles højlydte begejstring. En sand forbrødring – eller forelskelse – som i halvanden time har foldet sig ud i Falconer Salen kulminerer i en ekstase, som ikke umiddelbart – da lyset tændes – kan dæmpes. De unge publikummer – mange af dem, i hvert fald – er så følelsesmæssigt berørt, at den virkelighed, der venter – i form af forældre, ulovlige parkeringer og sengetider – ikke kan ses som andet end en frustrerende partykiller. Derfor tager flere sig også god tid, før de strømmer ud i den barske virkelighed og mørket. Det, de lige har oplevet, er en seriøs, meget dygtig og nærværende sanger, fuldt udfoldet.
***** / Koncert også anmeldt på netmagasinet gaffa.dk