Jazzviolinisten, Mads Tolling, er noget af det tætteste, vi i Danmark kommer på en verdensstjerne in spe. Han er – fra sit årelange udgangspunkt i USA – allerede dobbelt Grammy-vinder, en efterspurgt sideman og en absolut værdig arvtager efter vores egen legende, Svend Asmussen, som i år er fyldt 100. Derfor forekommer det også naturligt, at Tolling, der sin tid netop blev inspireret af Asmussen, udsender et hyldestalbum til legenden. Med sig på hyldestalbummet har Tolling guitaristen Jacob Fischer, som igennem tyve år har været Asmussens faste sideman – og i øvrigt bassisten Kasper Tagel og trommeslageren Snorre Kirk. Med dén konstellation fornyer Tolling med bravour en perlerække af de numre, som Asmussen igennem årene har udødeliggjort – numre som Piazzollas Libertango, Baers June Night, Wallers Honeysuckle Rose, Gershwins I Got Rhythm og Asmussens egen Nadja. Tolling forædler faktisk numrene – især fordi hans eget spil er så forfriskende, frejdigt og sanseligt swingende, men også fordi hans samspil med de andre tre musikere er så eminent. Deres fælles musik emmer af overskud, energi og fede vibes.
**** / Gateway Music / 65 min.